Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Forår på Charlottenborg:

Var det kanontorden − eller var det bare mit hjerte

Charlottenborgs forårsudstilling flintrer forårskåd afsted deruda’

Af Ole Lindboe

Man går i hvert fald ikke adstadigt rundt og kigger, i disse dage på Charlottenborg. Ved Alle Farvebøtter hvor det kribler og krabler derinde i hallerne. Energierne springer fra væg til væg, hvor det ene nye navn efter det andet maler på livet løs.
Retfærdigheden sakker agterud, hvis man begynder at remse nogle af navnene op. Men alligevel, mange faldt i øjnene: Jon Gislason fra Århus smækker store lærreder op. Det går vildt til, og især hans gadebillede med store farveglødende figurer, hæftige gadestrøg og sprælske luftstrømme står flot.

Henne om et næste hjørne møder vi Jesper Fårekylling i en lang stribe udgaver, og sat sammen med en række øjepar, der ser med hver sin farve, lykkes det for Pia Høy at lege tegneserie i textil.
For vilde drenge: Carsten Höfner, Steen Krarup Jensen, Per Johan Svendsen og Flemming Vincent har slået sig sammen og malet to store farveaggressive billeder, “Skål” og “Menneskejagt” kalder de sagerne. De to billeder er vitterligt malet med sammenførte hænder og øjne, sådan klinger de.
“The sweetiets slice of Life”, kalder Niels Bender Madsen den ene af sine to træfsikre collager, der skildrer Kjærligheden & samfundets forgiftning.
Eet andet sted lugter der næsten af fiske og tjære, når Finn Andersen sirligt har klistret fiskebrædder og reb op i fiskerlivscollager. Fermt gjort.
Efter alt det vilde er det lige før man fælder en tåre over nogle meget traditionelle landskabspuslerier af Victor Isbrand. Han har været sydpå forstås. Og er da ‘7’ en meget god amatør. Det mener jeg pænt.
På gulvet et sted, står en stor flok blå krukker. Blå som portvinsnæser, blot lidt mere shiny. Og de har såmænd ører eller vinger på. − Ideen er da skæg.
Lidt længere henne på gulvet betragtes de af en absolut firskåren kantet gipsherre, som Stina Alm har fremstillet. Han er en imponerende herre, lige til et politisk parti. Dygtigt gjort.
Og masser, masser, mange, meget, masser, mange, meget, meget mere. Stribevis af “vilde” billeder især. Nu er den genre da slået an, my dear.
Og vi siger, som Bogart siger til Bergmann på en collage af Per Kristensen: “Var det kanontorden − eller er det bare mit hjerte”.

Og Deres Udsendte svarer: begge dele såmænd.