Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Vinden i ryggen

Løssluppen efterårsudstilling på Charlottenborg

Kunst

Charlottenborg: Efterårsudstillingen 1984, dagl. 10−17, slutter d. 14.10.

EN SNES billedkunstnere med et par hundrede arbejder ialt, fire fotografer, nogle kunsthåndværkere og en kreds af arkitekter er Charlottenborgudstillingens tilbud til gæsterne på dette års efterårsudstilling. Sådan rent statistisk sagt. For dem, der husker den halvofficielle salon på Nyhavns pæne, gamle side, hvor værtshusene altid har været mangelvare, som et reaktionært og trægt monstrum i vores kunstliv, vil opvisningen af billedkunst i Orwellåret komme som et rystende chok. Tiden, de vilde vindstød og skrappe tordenskrald får nemlig den gamle skude til at knage i fugerne og rulle svært i den høje sø.

Det er de unge, som denne gang tromler frem på Kongens Nytorv. Nye kunstnere, som i høj grad har deres plads udenfor de veletableredes kreds, men som – på den anden side – har markeret sig med deres talent og i visse tilfælde får sat en streg under det.

DE BLIVER præsenteret med aplomb. Det kan flere af malerne leve op til. Nogle takket være en fandenivoldsk farveglæde og koloristisk intensitet – Judith Fischer-Handre i kraft en tidstypisk fortælleglæde og tyngde, ja, dump smerte i sindet, som blandt andet er med til at præge deres ‘romantiske’ mørktstemte palet i lige så høj grad som det påvirker deres valg af emner og motiver – jeg tænker på talenter som Inge Ellegaard, Milena Bonifacini og Doris Desiree Bloom – og endelig markerer nogle få og udvalgte sig ved at formå at forene nydannende evner, oplevede eksperimenter med disciplin, autoritet og personlig oprigtighed. Det er udstillerne Mogens Jørgensen i samarbejde med væveren Astrid Kahn (gobelin til kirken i Holsted), Erling Jørgensen, Hans Knap, grafikerne Emmy Lund, Aka Høegh og Gorm Spaabæk.

Fotografi er altid og har i mine øjne altid været billedkunst, når der iarbejdes skabende med den. Det gør trekleveret Odd Moe, Knud Nielsen og Finn Trane, selvom ikke alt, hvad de kan vise, er af lige høj kvalitet. Moe slutter sig til fortællerne på årets udstilling med en meget idérig billedserie, han har kaldt ‘Myternes hus’. Dens artistiske leje ligger ret nær op til nogle af surrealisternes, og det siges anerkendende. Naturligvis.

JYTTE FABIAN bliver i kataloget anbragt som kunsthåndværker, men det er misforstået. Enten bør hun kaldes billedhugger eller også maler. Hendes væg ejer en usædvanlig rigdom. Den er smukt varieret, præcis og stram. Det er konkret kunst, der er inspireret af naturoplevelser – vinden, vejret, former og strukturer, vand i bevægelse og i ro, som Jens Martensens fotoserie foran Jytte Fabians arbejder fortæller.

I skarp konkurrence med gruppearrangementet Syntese med alle dettes banaliteter og bevidste smagløsheder, bliver Jytte Fabian et velsignet fint udstillingsindslag

ANDRE SKULPTURER leveres af Willy Ørskov, der har frembragt en installation af nedløbsrør, kartonnager, farvede hverdagsobjekter, som spiller sammen med en egen kølig klarhed, der vækker ens nysgerrighed uden at kalde på ret megen kærlighed, Grete Holst, som eksperimenterer med ukueligt mod og energi og debutanten Tine Hecht Pedersen. Hun er 24, kun 24, men med en moden følsomhed, og hende kommer vi nok til at høre mere til!

NÅR DISSE positive betragtninger har banet sig vej gennem sidebenene, sidder en kritisk skepsis imidlertid tilbage i en. En frygt for den åbenlyse foragt for kunstnerisk overblik og kærlig disciplin, som Charlottenborgs efterårsudstillere også afspejler. Dette hæmningsløse rabalder hvori mange af de unge billedkunstnere øjensynligt ser en kvalitet i sig selv og et nødvendigt opgør med vanesyn og tradition.

Lad os se, hvad der bliver tilbage af denne lille revolution, når tumulterne, som nu også er nået til Charlottenborg, har lagt sig.

PIERRE LUBECKER

Skulptur af Grete Holst med maleri af Inge Ellegaard i baggrunden. – Foto: Morten Langkilde.