Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Oversigt eller udsigt?

Efterårsudstillingen er en udstilling uden mål og med, og det kan aldrig gå galt, når der således er noget for enhver smag – selv afsmag

Kunst

Af Poul Erik Tøjner

Bortset fra dem, man måtte støde på i billedtæpperne, rummer Charlottenborgs Efterårsudstilling ingen rød tråd. Det et op til den enkelte besøgende at mobilisere humør og temperament svarende til flimmeret af forskellighed. Og dog —to hovedgrupper træder ved nærmere eftersyn og især efterrationalisering frem.

Den kunstneriske skabelsesakt er et dobbeltspil. I skabelsesprocessen indgår der nemlig både en substans, et materiale, former, figurer, traditioner og en aktiv, spontan eller disciplineret kunstnerisk bevidsthed. Set i lyset af denne larmende banale erkendelse deler Efterårsudstillingen sig hurtigt i (mindst) to retninger.

Der er kunstnerne, der udforsker og undersøger formsprog, værkets virkemidler, stof og bevægelse, og der er kunstnere, der sætter selve handlingen, spontaneiteten i højsædet og maler, hugger, filer, modellerer og installerer løs og derudad. Og så er der endelig og heldigvis kunstnere, der får vilje og værk til at tage hånd om hinanden. Begreber som kult, ritual og ceremoni bliver mere og mere fremtrædende i dagens kunstliv. Den store reritualisering er begyndt, man nøjes ikke længere med at udforske stoffet og genstanden – man giver sig den i vold, man lader den få overhånd og egenliv, man maler mystiske tegn, der skal give maleriet besværgende styrke. Både Hans Knaps collager og Niels Erik Jensens lidt kedelige malerier kredser om tegnet – kors, spiral, helleristning og skriftspor danner billedsproget.

Nogle udstillinger er ikke for sarte næser, og ingen er vel for næser overhovedet — kunstopkøbernes fraregnet — men er man i stue med Jytte Fabian genopdager man denne lidt underkendte sans. Jytte Fabian udstiller en række tæpper, der er bearbejdede af vind og vejr og vand og udsender en ram lugt af tjære, tæpperne er smukke, og deres tilblivelsesproces er skildret fotografisk – med en poetisk akkuratesse, der giver associationer til Smithson og andre jordkunstneres spadekast.

Humøret er ikke løbet af med Willy Ørskov, der lader former og figurer komme før det spontane. Ørskov har fyldt en sal med de mest kønsløse og smagløse materialer, som vor industrikultur kan byde på. Selv har Ørskov kaldt sit lille separatrum for »Farvel til Kunstakademiet«, og den ucharmerende ligegyldighed, der præger denne afsked er måske en tydelig allegori over den ørkesløshed, Ørskov efter eget udsagn har virket i på Akademiet.

Mere indbydende er den unge Tine HechtPedersens skulpturer – indpakning af træstubbe, gazeomvundne grene, flækkede stammer —diskret og solidt på een gang. At fastholde kunstværket i sin egen fremmedhed formår også Emmy Lund. Hun deltager med en række fremragende tryk  – traktatlignende kalligrafik, der med skrifttegn og afdæmpet farvevalg bringer nøgternhed og følsomhed sammen.

Samme høje kvalitet udmærker kunsthåndværkeren Tove Anderbergs efterårsværker. Hendes genstande er sarte og fine, som tørrede frugter, og hendes bronzeæbler er tiltrækkende som Mooreskulpturer.

Gruppen Syntese reflekterer i mere kulturpolitisk I bred forstand over kunstvært ker og kunstinstitutioner, og de trænger ind her og der på Efterårsudstillingen – med makværker i hobetal, og naturligvis er det hele jo en parodi på tressernes og halvfjerdsernes avantgardistiske kulturkritik – eller?

Form og spontaneitet

Hvor ovennævnte og flere til altså lader tingene komme til orde inden de selv tager det, så tager både Inge Ellegaard og Jørgen F. Gustawa munden fuld. Det er stærk kolorisme, det er vildskab —undertiden vildsom – det er bevægelse og voldsomhed hos Ellegaard. Gustawa er en kende mere sammensat. Her får det spontane lov til at overlejre konstruktioner og systemer, og de graffitiagtige malerier får herved en kærkommen spænding.

Disse to spontaneister er god opvarmning til Efterårsudstillingens hovedattraktioner: Doris Desiree Bloom, Judith FischerHansen og Milena Bonifacini. Fælles for de tre malere er, at de opnår en balance mellem det, subjektivt spontane og værkets egne kvaliteter. Deres kunst udstråler autenticitet og værkvilje – uden anstrengelse. Bonifacini formår at samle bevægelserne til en komposition – uden at forfalde til falske harmoniseringer. Fischer-Hansen maler med neonagtige farver á la Janus Ipsen, men kan alligevel male diffust og uskarpt, ikke mindst fordi hun hist og her lader lærredets struktur træde igennem. Også FischerHansen kan styre sin bevægelse – der er punkter i maleriet, hvorfra hendes verden går.

Hos Doris Desiree Bloom har vi det hele. Bevægelse, heftighed, kontur, skrifttegn, mørke og dysterhed, her og der med det figurative som undertekst. Det er fremragende billeder – aldrig letkøbte, aldrig overkåde, aldrig hysterisk depressive.

Meningen med Charlottensborgs Efterårsudstilling er jo, at den skal præsentere lidt af hvert. Og det gør den. Hvis en god udstilling er en udstilling, der frembringer betydninger, der overskrider summen af de enkelte værkers betydning, så er Efterårsudstillingen knap så god. Hvis en god udstilling er en samling, en ansamling, af nogle gode kunstværker, så er Efterårsudstillingen en god udstilling.

Der er altså oversigt fremfor udsigt på Charlottenborg.

Efterårsudstillingen, Charlottenborg. Til 14/10. Dagl. 1017. Katalog 30 kr.

Doris Bloom – hendes kunst udstråler ægthed og værkvilje.