Tekstudtræk fra indscannet dokument:

INFORMATION ONSDAG 6. FEBRUAR 1985

KRONIKKEN

Postmodernisme, transavantgardisme, alskens mærkværdige sprogteorier og hele den tågede teorivrimmel guddommeliggør ahistoriske og uforpligtende holdninger

Den kunstneriske højrebølge

Åbent debatbrev til professor ved Kunstakademiet Hein Heinsen om billedkunstens krise

Af Kunstnergruppen SYNTESE

KUNSTNERGRUPPEN SYNTESE har udformet nedenstående debatbrev om billedkunstens krise, dvs. de tiltagende skandaløse forhold inden for hele billedkunstområdet. Brevet har til formål at medvirke til at skabe en bred, kulturpolitisk, livskraftig diskussion om sammenhængene imellem højrebølgens og de kunstneriske modestrømningers succes, uddannelsernes stagnation og specielt Socialdemokratiets dominans.
Vi har valgt at stile dette brev til socialdemokraten Hein Heinsen, fordi han i kraft af sin position i »kunsteliten« efter vor mening har været en af bannerførerne for indførelsen af de sidste internationale kunstneriske modestrømninger herhjemme, og dermed har været en af hovedkræfterne i arbejdet med at cementere myten om kunstens apolitiske karakter.
At Heinsen yderligere har været centralt politisk placeret i de aktuelle stridigheder i »kunsteliten« (om besættelse af professorstillinger f.eks.) viser, at han må være en mand med fingeren på pulsen. Derfor må han også være parat til at stå til ansvar for sine meninger og handlinger over for offentligheden. Sidst, men ikke mindst, er han medlem af Billedkunstformidlingsudvalget og har dermed et ansvar for dettes betænkning, der plæderer så frækt for en stærkere statslig styring af dansk kunstliv.
DET ER IKKE nogen hemmelighed, at vi i SYNTESE er bekymrede for dansk billedkunst.
Vi mener ikke, at årsagerne til billedkunstens krise findes i de sager, »kunsteliten« strides om eller i det faktum, »at det er blevet moderne at male igen«. Det er kun symptomer.
En debat nu om billedkunstens krise må og skal have konsekvens og perspektiver, der peger langt ud over billedkunsten som isoleret fagområde, og som rejser problemstillinger om den øvrige kultursektors og hele samfundets krise.
Ikke mindst i de seneste diskussioner i pressen om billedkunstlov og statslig styring og om knægtelsen af den kunstneriske ytringsfrihed. har der manglet sammenhæng, konsekvens og nytænkning. For at bibringe debatten disse nødvendige elementer har vi fundet det formålstjenligt at opstille nedenstående postulater om relationer og udviklinger mellem visse økonomiske, ideologiske og kunstneriske forhold:
1. POSTULAT: Staten har et akut behov for en kunst, der er formel og indholdsløs. Dels som et led i komplekset af alibier for statens kommercielle dispositioner og den private ejendomsret i øvrigt, dels med det formål at forhindre at billedkunsten engageres og udvikles, så den bliver farlig.
2. POSTULAT: Der er i dansk billedkunstliv opstået en privilegeret kaste af statsbureaukratkunstnere, der primært står i et afhængighedsforhold til den socialdemokratiske kulturpolitik med dens skindemokrati, skinfolkelighed og pamperi. Ud over at opretholde myten om den moderne kunsts fortræffelighed er denne kaste i færd med at udvikle en statskunst par excellence, som er præcis lige så virkelighedsfjern, fordummende og fremmedgørende, som den officielle kunst i Østeuropa.
3. POSTULAT: Den internationale kommercielle kunstvirksomhed har udviklet monopolagtige kunstretninger/ ideologier, hvori de værste sider i »modernismen« er blevet kanoniserede – virkelighedsfjernhed, stil– og persondyrkelse, pseudovidenskabelighed, asocialitet.
4. POSTULAT: Den vesteuropæiske statskunst har overtaget de kommercielle galleriers kunstsyn – incl. forherligelsen af den moderne salonkunst, som består af form– og teoridyrkelse løsrevet fra enhver sammenhæng. Dette står bl.a. i stigende modsætning til behovet for udvikling af de nationale kulturer, og må i øvrigt ses som et led i den monopolisering, der foregår overalt i de kapitalistiske samfund.
5. POSTULAT: De danske statsbureaukratkunstneres reelle ideologiske fundament er en opportunistisk blanding af socialdemokratisme og nykonservatisme. Socialdemokratisk, når kunsten skal gøres til »almennyttig samfundseje«. Nykonservativ, når kunsten på nostalgisk manér defineres som et guddommeligt og underholdende fænomen, der i tilstrækkeligt store doser giver personlig frihed.
6. POSTULAT: Statsbureaukratkunstnerne har til opgave ud fra økonomiske og positionelle interesser at opretholde direkte og indirekte censur. Via forskellige former for selektiv støtte til kunstneriske dydsmønstre, får offentligheden et forvrænget indtryk af, »hvad der er kunsten«. Et kompliceret net af galleri– og museumsforbindelser, bestyrelsesposter, udvalgsposter og presse– og mediekontakter gør, at denne selektion bliver uigennemskuelig i en grad, så den må betragtes som hemmelig.
7. POSTULAT: Statens, det private erhvervslivs og de udvalgte kunstneres hast med at erklære, at kunst og politik ikke har noget med hinanden at gøre, modsvares af egen praksis. Blandt andet for at tilsløre dette opbygger dette kunstnerlag et blandet image af funktionærstatus, progressiv business og kunstergenimyte. Den statslige kunst har endnu ikke fundet sit leje, og der foregår i øjeblikket en benhård kamp, tilsyneladende om hvem der er »mest moderne«, i virkeligheden om magt og penge.
8. POSTULAT: Det er statsbureaukratkunstnernes opgave via deres positioner i uddannelsessektoren at oplære elevmassen på kunstakademierne i en blind tiltro til myternes hellighed. Det højeste mål i elevernes øjne bliver derfor deltagelse i de kunstneriske mekkaer såsom Biennalen, Dokumenta etc., etc. For at nå dette mål behøves en tilpasningsevne og en forretningssans ud over det sædvanlige. Hele kunstnergenerationer oplæres på denne måde til at underlægge sig det kapitalistiske samfunds behov. Samtidig er de unge kunstnere ofre for og brikker i et koldblodigt magt– og intrigespil i »fraktionsstridighederne«. De bliver viftet om næsen med berømmelse osv. og tør ikke bryde tabureglerne omkring det faktum, at det kun er et fåtal, bestående af de værste plattenslagere og karrieremagere, der slipper igennem nåleøjet. Dette fåtal er næste generations statsbureaukratkunstnere.
9. POSTULAT: Billedkunstuddannelserne (specielt kunstakademiet i København) er underlagt en udvikling, hvor det faglige niveau stadig forringes. Trangen til at være moderne har gjort, at en ligegyldig holdning har bredt sig med hensyn til konkrete faglige og historiske problemstillinger. Vi skal helt tilbage til salonkunsten i forrige århundrede for at finde velegnede paralleller til det aktuelle hysteri og hykleri.
10. POSTULAT: Postmodernismen, transavantgardismen, alskens mærkværdige sprogteorier og lignende retninger guddommeliggør ahistoriske og uforpligtende holdninger. Disse teorier benægter specielt de sociale modsigelsers dynamik, og er prægede af pseudovidenskab og virkelighedsflugt. Transavantgardisterne går sågar i spidsen med at erklære, at de ikke går i spidsen. Denne tågede teorivrimmel er som støbt til galleriernes!museernes og statens kommercielle og ideologiske virksomhed, og i det omfang de når ud til offentligheden gives der indtryk af en »historisk bevægelse« med samfundsrelevans. Den sidste udvikling i denne kunstneriske højrebølge er erklæringer om, »at manifesternes tid er forbi».

VI I SYNTESE spørger hermed:
Det var dog synd og skam, kan det have sin rigtighed?

KÆRE HEIN HEINSEN, kan du kende dig selv og andre i ovenstående beskrivelse?
Er du enig i, at du som medlem af billedkunstformidlingsudvalget dels har til opgave at sikre statens styring af billedkunsten, dels har til opgave at passivisere billedkunstnerne ved at kaste pebernødder for dem?
Hvem andre end dig selv, mener du, er egnede til at beklæde den »kunstnerdirektørstilling«, der er skitseret i formidlingsudvalgets betænkning?
Er Socialdemokratiet et socialistisk parti? Et statskapitalistisk parti? Andet?
Er du selv socialist?
Hvorfor er du medlem af Socialdemokratiet?
Er der slet ikke andre grunde?
Hvordan ser du på sammenhængen mellem dit medlem skab af Socialdemokratiet og din egen kunst?
Er historien gået i stå efter udformningen af f.eks. den transavantgardistiske teori?
Hvorledes mener du, at den ideologiske højrebølge i samfundet er slået igennem i billedkunsten?
Skal din ivrighed efter at få dine bonkammerater placeret som professorer på akademiet tolkes som demokrati?
Vil du i øvrigt trække dig tilbage fra dine positioner den dag du opdager, at du har taget grundigt fejl?

KÆRE HEIN HEINSEN.
Lad os nu uden for megen udenomssnak til »standen«s og »samfundet«s bedste få et brag af en tiltrængt diskussion. Selvfølgelig vil vi gerne have de fleste af spørgsmålene besvaret, men ellers beder vi dig forholde dig seriøst til den politiske helhed i brevet.
I håb om en god debat

SYNTESE

SYNTESE er en kunstnergruppe, som består af Carsten Ildpfner, Steen Kraup Jensen, Hanne Larsen, Flemming Larsen, Dagmar Rytter, Erik Rytter, Per Johan Svendsen og Flemming Vincent. SYNTESE har udstillet forskellige steder i landet, og har fra tid til anden smagt censurens hårde hånd i form af injurietrusler, politiopbud og udsmidning m.m. Senest har de kollektivt søgt professoratet på akademiets billedhuggerskole.

HEIN HEINSEN har været med til at producere betonskulpturerne ved bl.a. Fredens Bro og Hvidovre station og forslag til en udsmykningsplan for hele Værløse kommune. Derudover er han professor på kunstakademiet og sidder ikke i nogen udvalg. Hein Heinsen vil på et senere tidspunkt svare kunstnergruppen SYNTESE, og især kommentere 10. postulat.

I morgen må vi se at komme i gang (SYNTESE)