Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Påfaldende fortielse

Svar fra en kunstpamper til en anden

Af KASPER MONRAD

ALBERT MERTZ har set sig gal på min anmeldelse af Hein Heinsens udstilling på Sophienholm, og i en kommentar (25.3.85) finder han, at den er fuld af injurierende uforskammetheder og evneløse vurderinger. De grove injurier består ganske vist i en opregning af, hvad Heinsen har foretaget sig de sidste tyve år – om end humoristisk, ironisk formuleret. Og mærkeligt nok synes Mertz at være enig med mig i min opfattelse af Heinsens kunst, men han er ikke i tvivl om, at det er negativt ment, når jeg skriver det. Nå, Mertz får øjensynlig luft for en længe opsparet modvilje mod kunstanmeldere, og jeg får en sikkert velfortjent afklapsning.

Der ville derfor ikke være nogen grund til at tage til genmæle, hvis der altså ikke var en påfaldende fortielse i Mertz’ artikel. Han giver indtryk af, at det er mig, der har kaldt Heinsen en kunstpamper, skønt det jo er kunstnerkollektivet Syntese, der har fremsat beskyldningen (Mertz kunne med bedre ret bebrejde mig, at jeg ikke tager klart stilling for eller imod, men blot refererer). Hvis Mertz ellers gad læse, hvad der rent faktisk står i min anmeldelse, ville han kunne se, at jeg søgte at give baggrunden for, at Syntese har stillet deres kritik af den etablerede danske kunstverden til Heinsen. Uden denne baggrund ville mange læsere sikkert finde det temmelig uforståeligt, hvorfor netop han står for skud. Der er andre, mere oplagte emner. Men når Syntese har valgt Heinsen er det jo nok, som min kollega Peter Laugesen vist har anført, fordi man kunne forvente, at han har humoristisk sans nok til at indlade sig på en diskussion med Syntese. Hein Heinsen har da også lovet Informations kronikredaktør at svare (og både han og Else Marie Bukdahl har bekræftet over for mig, at han ville gøre det, så snart Sophienholm-udstillingen var åbnet).

DER ER imidlertid mange andre i den danske kunstverden, der burde føle sig ramt af Synteses kritik. Mig selv f.eks. som kunstanmelder og Albert Mertz som professor ved Kunstakademiet. Syntese hævder jo bl.a., at statens behov for en standardiseret, indholdsløs og funktionsløs kunst bliver imødekommet dels af Kunstakademiet, der uddanner kunstnerne og dermed fremmer bestemte kunstneriske tendenser, dels af kunsthandelen og kritikerne, der lancerer de sidste nye moderetninger i kunsten og sørger for passende teoretiske udlægninger.

Hvis min anmeldelse har kørt diskussionen af sporet, før den er kommet i gang, kan jeg kun beklage det. Det drejer sig jo ikke om Heinsens person. Men Mertz er ikke uden medskyld, når det gælder om at afspore debatten. At han kommer sin professorkollega til undsætning uden overhovedet at omtale Synteses debatindlæg, skal forhåbentlig ikke tages som tegn på, at han (og andre på akademiet?) helt bevidst vil tie kritikken ihjel. Det ligner da ellers ikke den gamle kunstprovo! Hvis Syntese ikke har ret i deres postulater, må det da være muligt at afvise dem.