Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Papirkurven ræber

Det hele hænger
sammen. Bissen med
pamperne, Dullen
med børnene. Knækprosaen
hænger sammen med ansvaret,
centrallyrikken med døden,
de unge vilde med alderdommen
og overenskomsterne med vanvid.

Alle ordene kan skiftes ud med andre. Det vil ske. Meningen vil
være den samme.
Ved søerne stod en ensom mand og talte beton: Pamper-ikkepamper-
pamper-ikkepamper…
Men Bissen sagde til Dullen: Se den hælder, og næh sagde Dullen,
den har sandelig graffiti!

Hein? sagde Bissen, som var en
dannet mand og kendte fransk
men Dullen var i coma. Irmavin og cappucino
løb ud i et som bånd af pilsnere over
den lyriske skærm.
Duerne kurrede forår, jorden stod
sivende af vand og bibliotekerne
var åbne. Dagene blev længere
og hundelortene dukkede frem.
Det blev forår og jublede i alt!

Men her, tænkte han, skal man
sidde i knude og filter og tråde
og hvem er man? Hvorfor?
Vi går eksistentialistiske tider i møde,
som sagt. Det hele

hænger sammen. Det er umuligt at skille lortet
fra hinanden. Det er eet fedt. Men hvis man ikke
kan det, hvordan kan man så forklare, hvad man mener,
eller hvad man ikke mener, eller at der ikke er noget at mene,
eller at alt siger sig selv, eller hvad man vil,
til den lyttende. Eller ikke vil?
Og museerne! Især dem! Hvad bilder de sig ind?
Fortiden er jo profit. Bare gammelt lort. Væk.
Og det ny er, netop, det umulige!

Lav hypotekerne til hestestalde!
Musik er alligevel dressur!
Engang vidste vi godt, hvordan det hang sammen,
men dengang hang det
heller ikke sammen med os.

Nu har de regnet ud, hvad et barn
koster i drift. Det begynder at hagle.
Himlen skyder ned fra skyerne.
Jeg henter ting ind fra tørresnoren.
Er jeg helt alene her?
Det lader sådan!

PETER LAUGESEN