Tekstudtræk fra indscannet dokument:

DEBAT

Talende tavshed

FOLKS religiøse overbevisninger kan man jo vanskeligt diskutere, så det er temmelig smart af professor Hein Heinsen, når han – som den 13. maj i Information – gør noget, mange venter på som indlæg i en debat om kunstens vilkår, til en slags religiøs bekendelse.

Han taler gud hjælpe mig om tavsheden fra kristi åbne grav som den eneste ideologiske modvægt mod mediernes stadig mere entropisk katastrofale billedstrøm. En tavshed, man selvfølgelig godt kan forholde sig naivt og oprigtigt troende til. Men samtidig osse, hvis man vælger at se det på en anden måde, verdenshistoriens nok til dato mest larmende, kværnende talestrøm. For ikke at nævne, hvad der ligger i den af andre lyde – korstogene f.eks. fra riddertiden til Vietnam.

Heinsens ideologiske stronghold i dette meget talende hul, som han altså vælger at høre som tavshed, finder sin kunstneriske begrundelse i begrebet »det sublime«. Det er, hvad »magten« ikke kan stille noget op med, påstår han. Osse det en risikabel og mildt sagt dobbelttydig påstand. Man kan godt sige, hvis det er kunsten, man taler om, at magten aldrig har fået fat i netop det sublime, det i kunstens udtryk der er noget ANDET. Men man kan ikke hævde, at tidernes skiftende politiske magthavere, som nu i et par tusind år i Europa ALTID på den ene eller den anden måde har baseret deres konkrete HAVEN MAGT netop på den kristendom, som i hvert fald er et af den åbne gravs klare produkter, ikke har brugt KUNSTEN, i form af konkrete værker og måder at forholde sig til dem på. Brugt dem til egne formål.

At lave kunst, der totalt, undslipper en sådan omklamring fra magtens side, er vel for så vidt den eksperimenterende modernismes projekt. Heinsen er selv inde på det i sin ultrahurtige overflyvning af kunsthistorien fra ca. renæssancen og frem. Men hullerne i den historie, han fremlægger, er for så vidt betydeligt mere talende end de konkrete oplysninger han fremkommer med.

Den russiske futurisme og dens tætte forbindelse med revolutionen. Den berlinske dada og Spartakus. Bauhaus og den russiske konkretisme. Surrealismen og det ubevidste. Og nærmere ved vores (Heinsens) egen tid udviklingen fra Pollock over happenings, genopdagelsen af det kunstneriske udtryks direkte politiske potentiale, som aldrig helt er blevet besat af f.eks. de danske 70-eres parodiske intellektuelle arbejderisme. Men som til gengæld måske nok kan siges at være blevet, kanaliseret ind i en ny type akademisme, hvis retning kan synes at være direkte mod noget, der givetvis vil være stivere og mere forbenet end nogen tidligere akademisme nogen sinde har været. Uanset om man hæfter modeetiketten »vild« på den.

For den der er vant til videoens hurtige skiftende klip er massedemonstrationer kedelige, mener Heinsen. Sikke noget vås. I hvert fald hvis man tager det alvorligt.

Og for at vende tilbage til begyndelsen, som ikke ER begyndelsen, men Heinsens udgangspunkt. Kristi åbne grav kan udmærket opfattes som en videomonitor fuld af flimrende fup, udsendt på et multipelt system af billedkanaler totalstyret af magten netop med det formål at producere en ny blasert akademisme, hvor de få udvalgte, som en flok kunstens sidste dages hellige, i venten på udslettelsen kan klø hinanden på ryggen med det sublimes besynderligt immaterielle hænder.

Ovenstående er et svar på Heinsens ARTIKEL og handler ikke om hans skulpturelle arbejde, som jeg altid har fundet fremragende, nærværende og konkret.

PETER LAUGESEN
Information