Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Som en fjer i hatten

Under min første vandring ad skulptur-turens endnu ikke afstukne eller nedtrådte stier — det bliver spændende at se, om der i løbet af tiden frem til den 25. oktober vil fremtræde et aflæseligt spor, lidt i stil med disse snørklede sætningskæder, af publikums uforudsigelige adfærdsmønstre på plæner og grusgange — fandt jeg en blåsort hus-skade-fjer.

Som det så tit opleves, når man møder tilværelsen med et modtageligt sind, så kan et sådant tilsyneladende ubetydeligt fund vise sig at blive nøglen eller koden til en større sammenhængs begribelse.

Fjeren gav mig ikke alene ord til denne katalogteksts overskrift — den gengiver kortest sagt min helhedsopfattelse af de fem nedenfor nævnte skulptørers indsats i anledningen af Århus Kunstforenings og Kunstbygningens henholdsvis 140 års og 70 års fødselsdage — fjeren gav mig heller ikke kun noget i retning af en lille henvisning til den lokale kunsthistories vingesus.

Jo mere jeg drejede og undersøgte det spændstige, metallisk skinnende vinge-element med fingrene, desto tydeligere blev dets form og hensigtsmæssige konstruktion at se til som brugbare, oplevelsesbefordrende henvisninger til skulpturernes påtrængende nærvær. Jeg
kunne benytte mig af den smidige fjer på en måde, der lader sig sammenligne med brugen af en pilekvist under pejling af fænomener i underjordiske aflejringer.

Det blev undervejs til ikke så få stærke udsving på kraniets psykisk-følsomme stemnings-apparatur og til endnu flere opsving i kroppens fysisk-sanselige humørbarometer. Opløftende i en grad, som måske vil få en helt anden bevinget sprogbrug til at spøge i læserens bevidsthed: han ikke alene fandt, men fik da vist også en lille fjer … på!

Man må tro, hvad man vil, det rager mig i en hel anden forstand en fjer. Og for nu at komme ud over denne lille tilsyneladende uvedkommende leg med ordene, så lad mig med dette lille eventyrlige, spejlvendte kunstgreb dreje ordspillet endnu et par takker — dette her smager faktisk mere af fugl, end man måske tror.

Mine damer og herrer, jeg skal nu vise, hvordan fem særdeles levende, kødfulde hønsefugle — en kunstnerhøne og fire kunstnerhaner — sådan her kunne blive til en eneste fjer, hentet ud af abstraktionernes blå luftrum. Det sker vel at mærke i håbet om, at der med disse mange ord eller sproglige billeddannelser i praksis er blevet demonstreret en væsentlig side af et kunstværks tilblivelsesproces — den side der har med associationer, gensidigt belysende indfald og andre mer eller mindre spontant fremkaldte tankeforbindelser at gøre.

Det ovenfor skrevne er med andre ord ikke at læse som en dårligt disponeret, alt for lang indledning. Indirekte er der allerede sagt ikke så lidt om de i ordets egentlige betydning essentielle kunstværker — oplevelseskoncentrater med vidtrækkende, associative tydningsmuligheder — som i denne tid afstikker en frydefuldt foruroligende skulpturtur i Kunstbygningens ellers så urbane omgivelser.

HANNE STOCKHOLM tager afsæt — på husskade-manér — fra en trækrones redelighed. En fletværkskube. Et hvepsebos kogleri. Blålys! — fuglen er fløjet. Blålys! — tankespindet sætter af. I grenvinklen flimrer lyssporene efter logikkens sammenbrud. Spring i tankegangen. Blålys! — brudsår, bandager, bane-sår. Stofbaner: smerte-støtte. Der er rådet bod på skaden. Men i nålehækken gøres gentagelsen synlig. Igen og igen. Smerteleverandøren giver mængderabat. At være nålestribet ville her betyde arring som efter piskeslag. Fuglekenderen tænker på tornskaden. Andre på bibelsk tornebusk og lidelsens tornekrone. Eller er det hækken omkring tornerose-søvnen? — Hvem der som prinsen turde trænge igennem!

JØRN RØNNAU — helt bogstaveligt sprang jeg over ham i starten. Det nedfældede triangulære slangeornament: treenighedens faste greb om al syndig uorden. Eller er det et paradigmeskiftes indfoldede orden? — Potensen der så paradoksalt fremmes af en amputation i et slangetræs modsætningsfyldte præg af frugtbar vandalisme. Også her er fuglen fløjet. Men der er ikke sket nogen skade. Den smed et fjerlet visitkort. Hvem er det der banker på mit… Dér fremme dunker det i jorden. Skadeelementet fjedrer mod græssets pelsede overhud. Det bulner som blodårer på en håndryg. Underbevidsthedsøglen klaprer med omvæltningsangstens håndgribelige brosten. Håndværk-bruden! — Min skadefjer sitrer ved lyden af en underjordisk syndflod.

STEEN BACH CHRISTENSEN har afsikret sin forstenede fjerpen. Stelens midterakse er som et anlæg, et stenaldermissil er lagt an, en grænsepæl rejser sig fra sin jordbase med sigte på en naturstridig overskridelse. Ned med tyngdekraften! — Spejlvend tallet 87, eller stil tiden på hovedet, du får 78, eller et fællesskab af 13 geledder med 6 i hver. Monolittens tyranni. Oplevelsens koncentrationslejr. Pigtråd og blåstribet ensretning. Fanget som stenblokken der hænger i en gigantisk trefaset guillotine af blåmalet svelletræ. At brydes
samtidigt sammen. Sammenbrud med hold i! Livets vilkår? — Nej, det er at holde og at holdes sammen. Samværen. Samhørighed. Sameksistens trods overmagten.

THOMAS G. ANDERSSON fanger med sin hugorme-zig-zag-gende slangesav skadens skrattende stemme i sin form. Skadefryd! Savbladets spændstige vingeflade og indbyggede skønsang dementeres. Ikke noget med fjerlette strøg af en violinbue. Jordslået. Afskåret. Jordbassens grundtone vil alligevel aldrig kunne opfattes af det menneskelige øre — eller? Tåger vi grundigt fejl? Læg øret til jorden. Savtakker kan anskueliggøres på én gang fra oven og fra siderne og fra jordens synspunkt. Firdimensionalt? Amputationen blotlægger paradoksalt nok den egentlige sammenhæng. Ligesom vi, klædt af til skindet, først forstår økonomiens barske love. Vi lever på kredit. Smykkede med lånte fjer. Tænderskærende overdimensioneret.

STEEN KRARUP JENSEN skal nævnes til sidst. Som markering af at her ikke kan skelnes mellem begyndelse og slutning. Min fjerprydede tekst lånte, måske før jeg selv anede det, stof fra indgangs-skulpturens totem-agtige konstruktion. Solidaritets-bomærke. Changerende i alle farver som min metallisk lysende skadefjer gør det imod solen. Et sejrrigt V-tegn, der på én gang opfanger og udspilet, anspændt lægger an til afsendelse. Tankespring. Stangspring svajende for vinden, bevimplet med blade fra spektrets farvekatalog. Foldet uorden til tider. Men i tiden modsat stræbende vækster, der som afklip fra en svunden ungdoms gildesale bærer præg af guirlanders indfoldede orden. Som tørrede blomster i erindringspagoder.

Leif Hjernøe

16. august 1987