Udfejning. Boganmeldelse (Så er der fernisering, af Ole Lindboe). Bent Irve. Information.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Udfejning
Bøger
Af BENT IRVE
Ole Lindboe: Så er der fernisering. 96 s. ill. Kr. 69,00 − Ekstra Bladets Forlag.
ET PAR TIMER tilbragt med gennemlæsning af journalist Ole Lindboes bog »Så er der fernisering« skal resultere i følgende advarsel: Bogen er et makværk, der foregiver at give kritisk besked om kunsten og kunstlivet. Den er fuld af flyvende hovskisnovskibemærkninger, der dels skal tjene til at overfalde kunstnere, kunsthandlere og kunstskribenter, samt det købende og nydende kunstpublikum, og dels fremhæve forfatterens begavelse og indsigt og mod til at revse hensynsløst. Desværre også aldeles holdningsløst og uafhængigt af forståelse og dybere viden. Kunstpublikummet (og køberne) får forskellige fantasifulde benævnelser: »Københavnersnuderne«, »Direktørsnuder«, »Kontormænd«, »Billedanalfabeter«, eller sammenlignes med »en talende minkpels« og »et græskarhoved med interesser i Centrumdemokraterne«. Kunstkritikere og −historikere kaldes »Indbildske«, »Kulturbetjente«, »Dørvogtere«, »Autoriserede pegefingre«.
Altsammen såre vittigt, hvis man kan udholde denne genbrug af branket Nash-Thorsen-terminologi. Værre end de ofte vildt vilkårlige overfald på personer er dog de mange dækningsløse påstande og rent leksikalsk ukorrekte oplysninger. »Da kubismen dukkede op i tyverne . . « står der i bogen. Det er vrøvl. Kubismens første og grundlæggende periode varede fra 1907 til 1914. »Et surrealistisk billede skal indeholde et vist moment af forvrænget, absurd virkelighedsbeskrivelse, før man vil kalde det surrealisme«. Nå, hvad så med Miros, Max Ernsts og Andre Massons abstrakte surrealisme?
Forfatteren konstaterer desuden: »I dag er der ikke nogen billedkunstgeneral (!), der finder det unaturligt, at Bjørn Nørgård er placeret uden for Statens Museum for Kunst med en kæmpeskulptur«. Jo, det ved gud der er, især hvis man ved betegnelsen »Billedkunstgeneral« kan henregne sådanne, som skriver om kunst. Ole Lindboe nævner desuden en række kunstnere, som ingen anmeldere tør kritisere. En række dokumentationer for det modsatte kunne fylde en tyk mappe, men når nu forfatteren insisterer på at fremture i uvidenhed er det vel omsonst at levere denne mappe?
OLE LINDBOE har enormt travlt med at kanøfle kunsthistorikere, −anmeldere, −kritikere og lign. Der er ingen grænser for, hvor ringe og overflødig deres indsats er, mærkeligt derfor at Ole Lindboe så ivrigt løber i deres kølvand, og med rablende overfladiskhed gør dem kunsten efter, ja, endda overvinder dem med hensyn til løsagtige domme, forkerte citater og rene dumheder.
I et af Politikens tillæg blev, for nogen tid siden, medarbejderen Ole Lindboe præsenteret som en mand, der beherskede mange emneområder. Måden han behersker dem på kan denne bog give en antydning om. Den er lige til papirmøllen.
PAS PÅ
Kulturfims
Når man skyder vildt omkring sig, kan man let komme til at ramme sig selv. Det er i hvert fald grinagtigt, at dette fotografi af Karsten Weirup er en af illustrationerne i Ole Lindboes bog om det danske kunstliv.