Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Kunstnere må påtage sig et ansvar

Projektet »Kunst & Erhvervsliv« i Århus vil bryde kunstnernes isolation og give eksempler til efterfølgelse på samarbejde med erhvervslivet om konkrete opgaver

Af Claus Grymer

Et samarbejde mellem erhvervsvirksomheder og kunstnere kan være til glæde og inspiration for begge parter. At vise det er et af formålene med et pilotprojekt, »Kunst & Erhvervsliv«, som Kunstnernes Hus i Århus har sat i gang. Der skal etableres en række kontakter mellem virksomheder og kunstnere, og resultaterne af samarbejdet vises på en udstilling til efteråret. I forbindelse med udstillingen vil der også blive andre arrangementer til belysning af emnet, og det vil komme til debat på et offentligt mode med deltagelse af virksomhedsledere og kunstnere.
Kunstnernes Hus er et kunstens formidlingssted. Som medlemmer har det ifølge egne angivelser samtlige organiserede og anerkendte billedkunstnere og kunsthåndværkere i Århus amt. Ialt 230 personer, specialister inden for bl.a. maleri, skulptur, grafik, keramik, tekstilkunst, fotografi, farvesætning og rum- og landskabsudsmykning. Et potentiale hvis omtang er helt uden forhold til udnyttelsesgraden.
Oplæget sætter ingen grænser for, hvilke opgaver der kan knyttes til »Kunst & Erhvervsliv«, og »sandsynligvis vil helt nye fænomener opstå i samspillet mellem virksomhedernes behov og målsætning og kunstnernes fantasi og eksperimentere-lyst«. Derimod er det et krav, at det skal være meget forskellige virksomheder, der inddrages, i projektet – for at gøre erfaringsmaterialet så omfattende, at det kan have bredest mulig appel. Projektet skal være et eksempel til efterfølgelse. En proces skal sættes i gang. Kunstnernes isolation skal brydes. De skal bruges.
Endnu befinder dette stykke arbejdsformidling for kunstnere sig i den forberedende fase. Der er kontakt med en række virksomheder i Århus amt, men der er indtil videre kun truffet få konkrete aftaler om samarbejde. Bl.a. har en virksomhed for dekorationsartikler inddraget kunstnerisk medvirken ved produktudviklingen. Desuden udarbejder to kunstnere i øjeblikket skitser henholdsvis til fornyelse af en butiksfacade og udsmykning en personalekantine i et stormagasin. Enkelte yderligere aftaler er truffet, men malet er mellem ti og tyve. Det er ikke sa meget et spørgsmål om, hvorvidt det kan nåes som om, hvor lang tid det skal vare, mener billedhuggeren Steen Krarup Jensen, der er kontaktmand og primus motor for projektet.

Nye veje
– Holdningen i virksomhederne til projektet er overvejende positiv, siger Steen Krarup Jensen. Men det er ikke umiddelbart nemt for dem at forestille sig, hvor kunstnerne kan gøre noget. Jeg kommer med ideer og peger på muligheder. Noget at det, vi kan sælge projektet på, er, at kunstnerne kan gøre noget, der er usædvanligt i forhold til, hvad virksomhederne plejer. Og når det er usædvanligt, kan det være med til at skabe opmærksomhed. Det sil sige, at det til dels også er PR, vi sælger.
I oplæget til projektet siger I, at samarbejde mellem virksomheder og kunstnere kan være rentabelt for begge parter. Også for virksomhederne?
– Jeg tror, det kan være rentabelt for virksomhederne at bruge kunstnere, fordi de derved kan opnå resultater, der kvalitativt hæver sig over, hvad de ellers kunne få. Maske får de noget, de ikke vidste, de havde brug for, men som kan vise sig at være en styrke for virksomhederne, hvadenten det er produkterne, der udvikler sig, eller det er virksomhedernes image, der får en saltvandsindsprøjtning. Jeg kan også henvise til undersøgelser i Wien og Zürich, der viser, at investering i kunst og kultur giver økonomisk overskud. Desuden er mange kunstnere i forhold til antal arbejdstimer vant til at få så lidt for det, de laver, at de sammenlignet med håndværkere og designere vil være forholdsvis billige at have i arbejde.
Men de bør vel ikke have mindre end andre?
– Næh, men hvis kunstnerne tar mere end de plejer, og arbejdet alligevel er billigere end, hvad en tilsvarende ydelse ville koste andre steder, så er der intet forgjort i det i et forsøg på at slå hul på markedet.

Det offentlige miljø
Er der ikke megen gensidig mistænksomhed mellem erhvervsliv og kunst, der skal overvindes, før et projekt af denne karakter kan realiseres?
– Der kan godt i virksomhederne være en skepsis med hensyn til, om et samarbejde med kunstnere kan fungere. Afleverer de fx. til tiden? Der er også kunstnere, der overhovedet ikke vil røre ved sådan noget som at lave udkast til fornyelse af en butiksfacade. Men de fleste synes, det er spændende med en konkret opgave. I mange år har kunstnere med god ret brokket sig over den måde, det offentlige miljø designes på. Det ville få langt bedre kvaliteter, hvis det var en opgave, der blev givet til kunstnere, for de kan med deres baggrund bedre end andre vurdere, hvad der er til at holde ud at se på i lang tid. Hvis fx. den offentlige skiltning skal være bedre, må de fabrikker, der laver skiltene, overbevises om, at de bedre kan sælge dem, hvis kunstnere er med til at lave dem. Men der sker ingenting, hvis ikke kunstnerne vil tage ansvar for nogetsomhelst.
Men har kunstnere forudsætninger for at indgå i et samarbejde med erhversvirksomheder?
– Kunstnernes Hus skal være et formidlende led og hjælpe kunstnerne til at forstå, hvad det er for krav, der stilles på virksomheder. Det er noget, vi skal lære. Det burde ske allerede under kunstnernes uddannelse, hvor der næsten intet erhvervsrettet foregår.

Bundet og fri
I kalder projektet en forlængelse af debatten om sponsorering af kunst. Du går vel så ind for sponsorstøtte?
– Jeg går ind for den som en mulighed for at skaffe flere midler til kunstnere, for et eller andet sted fra skal vi jo have penge til rugbrød og husleje. Desuden har jeg altid syntes, at isolationen mellem kulturlivet og … jeg havde nær sagt resten af samfundslivet – er til skade for begge parter. Kunstnere kan lære meget af en nærmere kontakt med erhvervsvirksomheder. Og virksomhederne vil kunne stimuleres af at
komme i kontakt med mennesker, der gør tingene på en helt anden måde, end de er selv vant til.
Hvordan har du selv i dit arbejde som billedhugger været påvirket af kunstner-isolationen?
– Det bliver absurd at lave noget, når mulighederne for, at det virkelig bliver set og brugt, er meget små. Det har altid virket forkert på mig at lave noget, der ikke skulle fungere i en eller anden sammenhæng. Jeg har masser af skrammel, jeg har lavet, stående derhjemme, men hvad skal jeg med det? Det står der bare.
Når jeg har haft bundne opgaver, og jeg nøjagtigt har vidst, hvad det jeg lavede skulle bruges til, og hvilke krav der stilledes til det, har jeg følt en frihed, fordi jeg ikke skulle spekulere på, om det overhovedet skulle bruges. Der er et eller andet fundamentalt med, at jo klarere grænserne er, jo friere kan man handle inden for dem. Megen kunst beskæftiger sig primært med at afsøge grænser, og det er al ære værd. Men det er lidt trist, hvis det ender med at være kunstens eneste funktion, for det er noget navlebeskuende og ikke særligt kulturopbyggende og kommunikerende.

Kunstner-rollen
I oplæget til dette projekt siger I om debatten om sponsorering, at den var præget af en »gåen rundt om den varme grød«, hvorimod »Kunst & Erhsvervsliv« vil »gå lige til smørklatten«. Gav debatten om sponsorstøtte til kunsten slet ingen resultater?
– Den skabte bevægelse hos nogle af virksomhederne, men lovgivningsmæssigt kom vi ikke videre. Der blev fremsat forslag om, at nu skulle det være fradragsberettiget at sponsorere kunst, og debatten kørte meget længe, før der overhovedet var nogen, der gjorde opmærksom på, at sådan havde det været hele tiden. Debatten var hul fra begyndelsen. Alligevel brystede højre side i dansk politik sig af at være kommet med noget helt nyt, mens venstre side brystede sig af at være progressiv, fordi den sagde, at kulturlivet ikke skulle befamles af privatkapital. Men det var ikke spor progressivt, for der var ingen alternative forslag om, hvor pengene ellers skulle komme fra.
De mere eller mindre røde partier fremhævede kunstnernes isolation som noget positivt. De ville holde fast i, at de er fuldstændig frit svævende. Der var kunstnere, der sagde noget lignende, og jeg vil næsten gætte på, at de alle har fået Statens Kunstfond. Ellers ville de ikke kunne se sig selv i øjnene i spejlet bagefter. Hvordan forestiller man sig, at man kan have indflydelse på et samfund, hvis man er helt isoleret fra økonomiske transaktioner, fra produktionsliv og politisk tilhørsforhold?
Kunstnerne er altså delvis også selv skyld i deres isolation?
– Ikke de enkelte kunstnere. Den er resultatet at en udvikling. Engang var der en gevinst at hente ved at stille sig op og sige, at man ville være fri og gøre hvad der passede een. Det var berettiget på en bestemt tid, men det er nødvendigt, at det er slut nu, og at kunstnerne tager et ansvar på sig.

Steen Krarup Jensen sammen med model og kunstværk, der vises i forbindelse med en udstilling om mur og rum-udsmykning i Kunstnernes Hus. Den slutter i morgen. Værket er udfort af Rune Sckerl, der er en af de kunstnere, der har fået en opgave i forbindelse med Kunst & Erhversliv. Han skal levere et skitseforslag til fornyelse af personalekantinen i Magasin i Århus.