Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Syntesen der udeblev

Kunstnergruppen Syntese’s vældige arrangement på Charlottenborg er i højere grad en sammenhobning end en sammenfatning

Kunstinformation

Af BENT IRVE

Charlottenborg, Kgs. Nytorv, København: Kunstnergruppen Synteses kunstmanifestation »Den lange rejse». International udstilling. Til 6.8. Hver dag 10−17.

VÆK MED forsigtigheden og Væk med snobberiet står der på den ekstraportal, som kunstnergruppen Syntese har fejet til indgangspartiet i Charlottenborgs Udstillingsbygning. De gode opfordringer kan men så bære med sig indendørs, hvor huset er så fyldt med billeder som vist aldrig nogensinde før. Billederne hænger tæt over det hele mellem gulv og loft i alle udstillingsbygningens sale. Selve det umådelige, sprudlende, spraglede opbud skal åbenbart være en del af udstillingens udtryk. Syntese har da også sørget for at få bistand fra mange sider, og ca. 100 kunstnere beregnes at have givet bidrag til sagen, som tager sig ud som en mellemting mellem et billigt varehus og et gøglermarked. Budskabets fane er holdt højt, men ellers har men tydeligvis bestræbt sig på, at det hele skal være festligt, folkeligt og fornøjeligt.

I AL uoverskueligheden får man det umiddelbare indtryk, at her er lidt af alting. Men faktisk er mangfoldigheden ikke så stor som man straks kan tro, ikke i udtryksmæssig henseende i hvert fald. Langt det meste af det, der hænger på væggene, kan karakteriseres som fortællende realisme. Den billedlige meddelelsesform er relativt primitiv og er af den lykkelige karakter, som William Heinesen, i positiv forstand, kaldte dilettantens.

Kvalitetsspektret er bredt og rækker fra det rene plat til højst agtværdig kunst. I det omfang at der er en bevidsthed bag udtryksmåden fornemmer man valgslægtskabets arme strakt ud mod folkekunsten, det norske og mexikanske moralmaleri, socialrealismen, den agiterende plakatkunst, den politiske bladtegning, grafittimaleriet osv. Udtryksmåden er styret af meningen. Her skal proklameres, agiteres, satiriseres. Farve og form er sat i budskabets tjeneste.

FRA REVSENDE og irettesættende læserbreve her i avisen kendes Synteses holdninger, men egentlig er det mærkværdigt, så meningsmæssigt og polemisk det hele er lagt an, at hverken indbydelse eller pressemøde blev udnyttet til en programmæssig udtalelse. (Kataloget forelå endnu ikke to dage før åbningen.) Men måske var det hele så demokratisk tænkt, at ingen turde gøre sig til talsmand for de andre. Et af de få udsagn fra kunstnerne er − mig bekendt − et angreb på postmodernismen, »flagskib i det sammenhængsløse, viljeløse sammensurium, kunst- og kulturlivet efterhånden nemt kommer til at ligne i den offentlige bevidsthed…«

Men hvorfor gå til angreb på dette selvdøde modefænomen, som mange af Synteseudstillingens kunstnere ovenikøbet har en hel del »sammensurium« tilfælles med? Mon ikke dette angreb er præget af samme generøse lemfældighed som hele udstillingsarrangementet? Er det ikke i stedet hele kunstetablissementet, man er ude efter?

HVIS MAN mangler den ordlige forklaring på hele arrangementets sigte, så har man i hvert fald den billedlige. De mange billeders udsagn er ikke til at tage fejl af. Her revser man pengene, kirken, ensretningen, myndighedsovergrebene, de politiske magthavere, forumningen m.m., og hylder protesten, ulydigheden, fantasien. Og er budskabet ikke direkte aflæseligt i værket, så meddeler værket i hvert fald, at det i form og udtryk er folkeligt, med hvilket her menes, at det både kan skabes og begribes med helt gennemsnitlige ressourcer.
En stor del af materialet på udstillingen ser ud som om det er hentet fra fritidshjemmenes formningsafdelinger. Her kan tilsyneladende alle være med. Og det er vel hele projektets problem, at det dyrker tolkelighed og demokrati på bekostning af den respekt for det talentmæssige hierarki, der jo må være afgørende i alle kunstneriske anliggender.

DET KAN være sandt nok, hvad Syntese og deres støtter synes at mene, at meget i kunstlivet er for højrøvet, subtilt og sekterisk. Men i den klare modstand mod disse forhold er Syntesekunstnerne nok for generelle og let afviselige. Højst sandsynligt vil de komme i samme paradoksale situation som de politiske partier, der altid hævder et de forsvarer det jævne folk og tiltror det sund og klog dømmekraft, et netop de partier svigtes og lades i stikken af det samme folk.

Selv om meningen er god nok, så er det jo ingenlunde sikkert, at den i sin kunstneriske form er god nok. Er det måske særligt kunstnerisk befordrende, at de rettroende bekræfter de rettroende? Nå, nu er alting jo ikke så politisk ligetil og firkantet, som ovenstående kan give indtryk af. En manifestation af sund og uhøjtidelig skaberglæde er tydelig på udstillingen, f. eks. Annie Hedvards herlige børnerum, hvor man bl. a. kan lytte til eventyr i en damesko og en skrællet banan og hvor man kan spille på en mobile af hængende metalstumper.

EN ANDEN fremtrædende bidragyder på den myldrende udstilling er den 66-årige maler Laurie Grundt, der i en årrække har boet og arbejdet på Christiania. Grundt er ophavsmand til en meget stor del af de udstillede billeder, adskillige af dem meget store. Og han maler med en realistisk færdighed, der både kan videregive det historiske fotografi i bearbejdet malerisk form, den opfindsomme samfundssatiriske fortælling og referencer til klassisk kunst, som han også ofte bruger satirisk og overrumplende.

Grundt har lavet sine maleriske varianter over bl. a. Marts Olympia, Delacroix’ Friheden fører folket. Og i en af sine tolkninger af Botticellis Venus’ fødsel lader han Venus stå på sin muslingeskal med spand og gulvskrubbe. Den ene af de flyvende skikkelser i billedets venstre side er en forretningsmand med mappe og ruller med tegninger til store projekter. På havet i baggrunden står et boretårn.

DET ER absolut interessant at besøge udstillingen »Den lange rejse«, som har navn efter Johs. V. Jensens roman. Men man skal se udstillingen som et kæmpeopbud af kolorerede meningstilkendegivelser. Det er forresten nærliggende at opfatte helheden som et billedligt sidestykke til en antologi af læserbreve (hvis man kan forestille sig en sådan?). Den kunstneriske fordringsfuldhed kan man godt glemme hjemme, for her er meningsudsagnene vigtigere end den form de får.

Ifølge hele ideen er det også mere som en kulturel manifestation end som en opvisning af malerier og skulpturer, man skal se udstillingen. Og dog, som de mange involveredes fællesprodukt, er udstillingen nok overvældende, men den er også forvirrende og vel egentlig uafklaret. Og stik imod den kollektive hensigt ender det med, at det er nogle enkeltes værker, man husker, når man går derfra.

SYNTESE, Charlottenborg. Foto: Ernst Nielsen.