Nix venner. Debatindlæg (Den lange rejse. Charlottenborg 1989, København). Bent Irve. Information. Primo august 1989.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Nix venner!
Det er patetisk og underholdende at følge kunstnergruppen Synteses heroiske kamp med det selvopfundne klichébegreb: borgerlig smag
Kommentar
Af BENT IRVE
Svar på kunstnergruppen Synteses kommentar d. 4. august:
MED HENSYN til kunstsmag er borgerskabet hensynsløst altaccepterende, så jeg ved ikke, hvad borgerlig kunstsmag er for noget. Men det er da underholdende og patetisk at følge kunstnergruppen Synteses heroiske kamp med dette selvopfundne klichåbegreb. Når det kommer til stykket, må Syntese jo også have temmelig diffuse forestillinger om dette begreb, siden de kan bruge min ringhed som eksponent for det. Det repræsenteres vel ikke af den slags mennesker, som er aftagerne til jeres kampfællers, Nash og Thorsens malerier, der jo sælges godt i de områder, hvor borgerskabet hævdes at holde til?
Jeg ved ikke af, at jeg på udstillingen har optrådt fornærmet, fordi kunstnerne ikke kendte mig. Jeg har for længst indset fordelen ved ikke at give mig tilkende i kunstlivet. Men man må jo give sig tilkende, når man bevæger sig ind på en endnu ikke åbnet udstilling.
Jeg kunne derimod godt, med tilbagevirkende kraft, have lyst til at være fornærmet over at være kommet, −endda via et kraftigt regnvejr − til et såkaldt pressemøde, som var påfaldende slattent og indholdsløst: Ingen redegørende ord, ingen numre, ingen billedtitler, ingen kunstnernavne, intet katalog eller lignende, bare en flok omkringdryssende kunstnere, der åbenbart ikke anede, hvad de skulle bruge det pressemøde til, som de selv havde indkaldt til.JERES rethaveriske og kommissæragtige spørgetone er for mig anledning nok til ikke at gå i den anklagebænk, hvor I så gerne vil se mig, og jeg siger: Nix, venner − til jeres anmodning om at redegøre for, hvad der er kunstens placering og funktion, men så meget tør jeg dog godt mene om den sag, at kunstens funktion bl. a. er at unddrage sig den meningsmæssige omklamring, I udsætter den for.
Ved indgangen til jeres udstilling skriver I: »Væk med forsigtigheden«. Det er da en forkert opfordring, når den kommer fra nogen, der er så letfornærmelige og mimoseagtige som I åbenbart er. Og hvorfor bebrejder I mig, at jeg ikke har skrevet om de udenlandske kunstnere på udstillingen? I skulle da hellere være tilfredse med, at de ikke blev generede i den iøvrigt for store og for venlige anmeldelse, jeg skrev (18. 7).I MÅ afgøre med jer selv, hvordan det rimer med jeres højlydte bekendelser til medmenneskelighed og solidaritet, at I opfordrer Information til at fyre mig. Men I kan glæde jer, jeg optrådte kun i vikarens rolle, og vil for eftertiden kun optræde sporadisk i spalterne.
Jeg er i virkeligheden glad for, at kunsten også omfatter sådan noget, som −I laver, men hvis I er eneste alternativ til det, I kalder borgerlig kunstsmag, så tager jeg med let sind karakteristikken: borgerlig smagsdommer på mig. løvrigt glæder det mig, hvad I citerer fra anmeldelsen: »Det talentmæssige hierarki må jo være afgørende i alle kunstneriske anliggender.» Læg mærke til de sidste to ord. Den storpolitiske glatis, I gerne vil have mig ud på, må I selv rutsche på. Men jeg fatter jo heller ikke alt det fine med jer, som både lyver og praler.Hermed er diskussionen med Syntese slut for min del.