Syntese-sagen i Landsretten. Omtale ( Retssag. Den lange rejse, Charlottenborg, København 1989). RB. Jylllands Posten.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Syntese-sagen i Landsretten
■ Østre Landsret tog i går fat på sagen om Unibanks beslaglæggelse af beslaglæggelse af kunstværker fra en udstilling på Charlottenborg i København i sommeren 1989.
I januar 1992 fik Unibank Københavns Byrets ord for, at banken godt måtte fjerne kunstneren Flemming Vincents værker fra udstillingen »Den Lange Rejse«, fordi han ikke kunne klare sit mellemværende med banken.
Samtidig fik landets forgældede kunstnere ord for, at det ifølge gældende lov er helt i orden at gøre udlæg i deres udstillede værker, hvis de ikke kan betale deres gæld.
Men den afgørelse er landets kunstnere ikke tilfredse med, og derfor har Billedkunstnernes Forbund nu anket sagen til Landsretten.
Kunstnergruppen Syntese, der var arrangører af udstillingen “Den Lange Rejse”, gjorde i 1992 gældende, at Unibank ikke alene krænkede Flemming Vincents ophavsret til sine egne billeder. Gruppen mente også, at banken krænkede dem, ved at gribe ind i den helhed, som en udstilling udgør.
Og det er det principielle spørgsmål, som Billedkunstnernes Forbund, nu vil have Landretten til at svare på. Kunstnerne vil simpelthen have dom for, at det er forbudt at gribe ind i en igangværende udstilling.
»En udstilling er et ophavsretligt værk, og det kan ikke være rigtigt, at man kan fjerne dele af det. Så går helheden i stykker, og det er helt urimeligt set ud fra et kunstnerisk synspunkt«, sagde formanden for Billedkunstnernes forbund, Jane Balsgaard, under dagens vidneforklaringer.
Et anden vidne, billedhugger og formand for Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Henning Damgaard Sørensen sagde, at Unibanks handling var en straffeekspedition ikke bare mod Flemming Vincents, men mod de 100 kunstnere, der deltog i udstillingen.
»Man kan sammenligne det her med et symfoniorkester, der spiller en symfoni. Så kommer der pludselig en og siger, at nu skal trompeten ud. Så kan resten næsten være lige meget«, sagde han.
En række vidner fra den etablerede kunstverden – heriblandt galleriejer Patricia Asbæk og museumsdirektør på Århus Kunstmuseum Jens Erik Sørensen – fortalte retten, at det er ganske uhørt, at kunstnere, købere eller andre fjerner værker fra igangværende udstillinger.Sagen fortsætter i dag med afsluttende procedurer fra advokat Jørgen Jacobsen, der repræsenterer kunstnerne, og advokat Per Skelbæk, der er forsvarer for Unibank.
RB