Liv i historien. Omtale (Herfra min verden går, Hou Skole). Odder Avis.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Liv i historien
Børn, lærere, forældre og kunstnere puster nyt liv i Hou-egnens historie gennem et stort kunst- og kulturprojekt på skolen
Gamle historier om Hou’s fortid får nu nyt liv på Hou Skole. Lokale havfruer, brøsige fiskere, hekse og trolde toner frem overalt, godt hjulpet på vej af kunstnergruppen Syntese, børn, forældre og lærere.
Gymnastiksalens gulv er omhyggeligt afdækket med papir. Det er ikke længere hvidt, men fyldt med farve-klatter i alle regnbuens farver og nuancer. Det samme er børnene, for det er dem, der svinger penslerne på de mandshøje finerplader.
Koncentrationen er stor hos de fleste, for det færdige produkt skal bare se godt ud.
Børnene startede med at fotografere og tegne de af byens borgere, som de fandt var iøjnefaldende og karakteristiske for byen og omegnen.
Derefter er de bedste blevet tegnet og projiceret over på finerplader, som nu altså får liv af pensel og maling.
Resultatet af børnenes anstrengelserne bliver en ny udsmykning – »Fremtiden betragter Nutiden« – der er en del af et nyt stort kunst og kulturprojekt med titlen »Herfra min verden går«.Styrke og skønhed
Projektet tager udgangspunkt i den lokale historie, der rummer spændende beretninger om markante personer og hændelser.
Der er historien om fiskeren Rasmus Færgemann – en sand kæmpe med imponerende fysik. Han skaffede friske fisk til herremanden og vænnede den lokale strandfoged af med at slå på fattigfolk ved at give ham en ordentlig omgang bank.
Den stoute fisker skuer nu myndigt ud over skolens elever fra et stort vægmaleri nær lærerværelset og kan måske mane flyvske elever til eftertanke.
Men der er også historien om de underskønne havfruer, der ofte blev set i farvandet mellem Hou og Samsø.
En af disse havfruer blev efter sigende skyld i, at Marsk Stigs borg, Bjørnkjær, blev lagt i ruiner. Om det netop er hende, der nu kan ses på vej gennem skolens murværk, melder historien intet om. Men skøn, fortryllende – og måske også farlig – det er hun.
Men skolens nye udsmykning består af langt flere end de her nævnte malerier og skulpturer.Stor opbakning
Det er kunstnergruppen Syntese, der har oversat de lokale fortællinger til billeder og skulpturer.
– Det er utroligt spændende at arbejde sammen med børn og voksne, der er så engagerede i arbejdet, fortæller billedhugger Steen Krarup Jensen fra kunstnergruppen Syntese. Sammen med gruppens øvrige medlemmer, maler Laurie Grundt, skulptør Steffan Herrik, maler Per Johan Svendsen, maler Flemming Vincent, står han for projektets kunstneriske udformning.
Men gruppens samarbejde med skolen og lokalsamfundet har – ud over den nye udsmykning – også resulteret i flere temadage og foredrag med kunst, kultur og historie på programmet.
Kunst- og kulturprojektet til cirka en halv million kroner nyder i øvrigt stor opbakning hos lokale foreninger, forretninger, institutioner og offentlige myndigheder. Mange kommer således til at bidrage til, at skolen får en omfattende og anderledes kunstnerisk udsmykning, som forbinder nutid med fortid og fremtid. Det er i altfald et af projektets mål: At skabe større viden om historie og kunst, samt at sætte markant præg på Hou’s fremtid og historie.– Jeg vil gerne male postbud Finn Sørensen, fordi han er en af dé bedste at male, fortæller 13-årige Lene Krusen fra Hou. (Foto: Jesper Holdgaard)