Hvis ingen PDF bliver vist nedenfor, så prøv at opdatere siden.
Eller download filen (åbnes i nyt vindue).

Tekstudtræk fra indscannet dokument:

SYNTESES AFSKED

Ved indvielsen den 12. november overdrog kunst- og kulturgruppen Syntese atter skolen til børnene og borgerne i Hou og omegn med en tale, hvorunder hver enkelt kunstværk blev afsløret.
Mens billedhugger Steen Krarup Jensen holdt følgende tale rev stolte elever de store papirsstykker ned. Og skolen blev på den måde pakket ud styk for styk foran en måbende og spændt forsamling på rundt regnet 1000 mennesker.

»Der var engang – ifølge videnskaben – da Danmark havde et klima så varmt, at der kunne dyrkes vin«. De nuværende Hou-boeres forfædre, som jo må have lignet aber eller toastmastere eller noget i den retning, har altså efter al videnskabelig sandsynlighed gået rundt og hygget sig med et glas vin eller måske nærmere en skal champagne, når de ikke lige gik og slog fremmede eller andre de var bange for i hovedet med køller.

Håb og frygt følges altid lige så tæt som liv og død. Ifølge de allernyeste teorier, som jo pr kulturel definition er det pålideligste vi har, er der håb om – eller grund til frygt for – at klimaet i fremtiden bliver lige som dengang. Hvis det er tilfældet, er det en gevaldig omvej vi er gået. På samme måde vil vi også slingre en kringlet vej fra forfædrenes lystighed til dagens Hou. I historien indeholder den lige vej en masse facts og fund for eksempel fra stenalder og bronzealder heromkring. Enhver kan opsøge de spændende sager eller selv gøre fund, begge dele er absolut anbefalelsesværdigt, men på den lige vej møder man ingen trolde.

I det hele taget har trolde i mange år været sjældne selv om hvert eneste sogn – og her mener vi hvert eneste sogn har sine trolde – eller i hvert fald deres efterladenskaber, de kirsebærsten som de øjensynlig i en uendelighed morede sig med at spytte omkring.

Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor troldene forsvandt, men måske druknede de sig?
Ja, måske søgte de i havet som lemminger draget af skønne sange, eller fordi de opdagede, at svømning giver en pæn teint og en veludviklet brystmuskulatur.

Bevar vore badedyr.

I hvert fald er det nok sket omkring den tid, da Marsk Stigs eller kongens eller Marsk Stigs borg eller kongens eller … nå okay, Marsk Stigs borg stod endnu, og en flok lømler kom sejlende, som søgte brutal landlov efter mindst 7 måneders kriminel søfart. Også dengang sendte statsmagten uregerlige gemytter ud at sejle. I dag kniber det dog med at få kaperbrev.

Nå, men efterhånden som gutterne opdagede hvorfor det gik så nemt med at komme ind til møllerjomfruen, ja så var det bare for sent. Fred vare med deres sørøver-sjæle, hvad enten man tror på reinkarnation eller ej.

Vi holder en distingveret afstand til kongerækken men det ville være sjusk, om vi ikke bare i en parentes nævnte Valdemar den Store og hans søn Valdemar Sejr. Den første erkendte allerede i 1100-tallet – ifølge optegnelserne i hans jordebog – hvilken betydningsfuld by Fensten, den yderste by i dette sogn, var. Den anden fik – med et juridisk overblik som man kan savne i dag – etableret Jyske Lov. Jyske lov som blandt andre gode ting fastslår, at »var ej lov i land, havde den mest som mest kunne gribe«, og at »loven skal være skrevet på så klart og enkelt dansk, at alle kan forstå den.«
Vi tager det lige i slow motion: Loven   skal   være   skrevet   på   så   klart   og   enkelt   dansk,   at   alle   kan   forstå   den.

Se det er kultiveret tale, og omkring den tid blomstrede kulturen faktisk stærkt. Gosmer Kirke med det enestående granitarbejde er et af landets markante vidnesbyrd om den tid. Vi gider ikke højlydt argumenteren i dag, så ikke et ord om kvindens stilling i perioden (ifølge nyeste teorier).

Senere, da Marsk Stig og de første enevoldskonger for længst var faret heden, var der slet ingen tvivl om kongens ret og rådighed. Måske forsvandt de sidste trolde sammen med de gamle egeskove, da Christian IV omdannede skovene til krigsmateriel. Inklusiv Enhjørningen, det stolte skib på hvis dæk hans majestæt besluttede sig til at foregribe historien om Jens Vejmand »Mæ læjerlap for øjet skal landets byggekvote opretholdes uanset diverse krisekrads «. Og det er vi jo faktisk taknemmelige for den dag i dag.

Længe senere pustede en stout fisker respekt i strandfogeden, så denne holdt op med at plage småfolk. Samtidig pustede han nyt liv i det gamle anløbs- og udskibningssted Hou og dermed i det opland byen naturligt blev havn for.

Og liv blev der.

Romantikken havde i mellemtiden mildest talt sat nye boller på kultursuppen, boller som den dag i dag sidder fast i mange halse. Kunsten var blevet skilt fra håndværket, og frimodigheden havde lidt adskillige knæk. I 1860 kostede en overstadig romantisk munterhed i Gosmer Kirke flere års tugthus.

Drama.
Sømandsskab.
Hofjægermesterens skib reddes af senere fyrmester Enevold Sørensen. Havnen udbygges og alt blomstrer.

Det nærmeste farvand giver rigeligt føde oveni afgrøderne fra de fede østjyske agre.

Faktisk så meget at der er til at sælge af, og til at gøde urtehaverne med.

Og så går det stærkt.

Med livet fra fiskeriet og havnen følger jernbanen, der blandt andet blev brugt til at fragte brystsvage børn og velaflagte borgere ud til den smukke strand og det helsebringende vand. De første smed man i vandet som kur, de sidste nød udsigten. For eksempel fra sommerpensionatet Holsatia.

Og her ser vi hvorledes historien kan vise en udvej også for trætte skolebørn og lærere.

De besynderlige detaljer i jernbanens lange historie, med dens muntre indslag, dramatiske endeligt og uventede færd til nyt liv for det angiveligt nedslidte banelegeme pa et andet kontinent, vil vi af hensyn til vor egen sikkerhed overlade til fra mund til mund metoden, som vi har erfaret fungerer glimrende i Hou og omegn.

Joo, skulle en eller anden lille kanariefuglefjer i skyndingen komme til at ligne en kakunfarm, bliver den hurtigt ved sin videre færd mellem munde og ører altid til en fjer igen.

Men der er jo heller ingen grund til at puste historierne op, når nogen stadig kan huske og fortælle om fødevare- og øltransporter pr karavaner af biler og sågar hestetrukne slæder over isen til øboere belejret af kong vinter.

1896. Danmarks-premiere. Danmarks første landarbejder-strejke. Stor ballade – op på højeste plan. Knap så store resultater, ud over det evige billede på nethinden af de fine fruer og frøkner på markarbejde. Hvis det ikke var morsomt havde det ikke været sjovt.

Sådan ind og ud frem og tilbage fragmenter som knap tangerer godsernes udviklinger, degenerationer og retableringer eller kampene og intrigerne mellem adel, kirke og kongestatsmagt.

Intet om tiden med industrier, intet om da man fik 3 kr. af staten for hver sæl man nedlagde, intet om 30ernes krise, da fisken forsvandt. Mange udeladte facts og røver- og spøgelseshistorier, og intet om at supplere sin skolelærerløn ved amatørfalskmønteri.
En historie der går udenom det vi ikke ved, for eksempel om sorger, forhåbninger og livsglæde hos alle de, hvis spor i historien ikke er til at udskille fra det store mønster.

Men, men, men som til gengæld husker de ensomme påfugle.

Jo, jo. Vi har nu bevæget os i historien på den sædvanlige tumpede måde der kaldes forlæns, men som i realiteten er baglæns. Den rigtige retning at bevæge sig i historien på er nemlig det store spring, en bevægelse fra. FRA det øjeblik hvor børn og voksne mødes, og TIL fortiden for at få bedre afsæt til springet til fremtiden, som tilhører børnene med deres skarpe blik på nutiden.«

Materialet i denne PDF er fra: Lidt om Herfra min verden går

FORSIDE: Jonas Brink

FARVEFOTO: Ole Butzbach

FOTOS I ØVRIGT: Hou Skole samt Jan B Henriksen og Orla Sørensen, der tilbragte dage og nætter på skolen med kamera og videoudstyr

TEKST OG REDIGERING: Chris, Anders og Hanne Hansen

SATS, REPRO OG TRYK: Speed Tryk Offset, Odder

UDGIVET AF: Hou Skole, december 1993