Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Alter naivt

SOM DET efterhånden vil være de fleste af denne publikations læsere bekendt indledte kunstnersammenslutningen Syntese – der endnu ikke har protesteret mod at blive kaldt revolutionær – i sommeren 1989 med udstillingen »Den lange rejse« en tung vandring ind i et juridisk morads. Deri hænger den stadig. Hvis ikke Unibank var begyndt at fråde og slå vildt omkring sig med narhvalstanden med kongelig fogedbistand og muskuløs »politibeskyttelse« havde de fleste sikkert lykkeligt glemt alt om denne begivenhed.
Men sådan skulle det ikke gå. At pengeinstituttet, fogeden og politiet pludselig i ufattelig naivitet mødte op på en kunstudstilling for at beslaglægge nogle arbejder af maleren Flemming Vincent, der ikke overraskende stod i gæld til instituttet, har skabt en ny slags retshistorisk perspektivlære. Hvordan kan ordensmagten og autoriteterne opføre sig så dumt, spurgte man sig selv, mens Københavns Byret svarede igen med en endnu mere ufatteligt dum dom, der fastslog at pengeinstituttet med hornet i panden var i sin gode ret til at beslaglægge og bortføre Vincents billeder fra en udstillingssammenhæng, der til overflod var bygget tematisk op med pile, der på tegneserieagtig vis angav retningen og sammenhængen hen mod Vincents »Alter«, der, for at det ikke skulle være løgn, hed »Portræt af et samfund«. Yes, sir.
Trods sporadiske klammerier (af anklageren kaldet »tumulter«) lykkedes det bankverdenen og ordensmagten nogenlunde ubesværet at fjerne den gældstyngede kunstners malerier, mens der skulle et væsentligt større tilløb for at få fjernet »alteret«. Bankens argument har hidtil været, at debitoren og hans revolutionære medkæmpere kunne tænkes at gå under jorden med værkerne, hvis der ikke blev grebet ind straks. Man ser den lille maler for sig med 300 kilo alter under armen på flugt for lovens lange arm.

YNDEFULD VIL NÆPPE nogen kalde bankens og ordensmagtens performance, og under proceduren har bankens advokat, Per Skelbæk, da også præciseret, at aktionen »netop ikke var en kunstnerisk handling.« Det er et åbent spørgsmål, om det netop ikke var det, den var. Det er eksempelvis grotesk, at kunstneren på grund af en forglemmelse fra bankens side stadig er i besiddelse af de værker, der under en så voldsom mobilisering blev beslaglagt, men Billedkunstnernes Forbund, der på Synteses og Vincents vegne har fået genoptaget sagen ved Østre Landsret, har naturligt nok lagt hovedvægten på sagens principielle aspekt. Kunstnere skal som alle andre betale deres gæld. Ingen tvivl om det, men vi er nogle stykker, der i denne juridiske sump har bevæget os ret langt ind i sammenlignende billeddannelser på en lang dags rejse mod småt. Banken har begået hærværk, er det anført, og en galleriejer har sagt, at indgrebet ved at fjerne eksempelvis fem billeder fra en ophængning svarer til at fjerne fem gode argumenter fra en tale. At pille billeder ud af en udstillingssammenhæng svarer til at rive siderne ud af en bog eller trompeten ud af hånden på trompetisten, er det også søgt anskueliggjort. Nu savnes der blot en synliggørelse af aktionen med en foged, der river piben med vox angelica ud af orgelet under en kirkekoncert med Johan Sebastian Bachs kantate 147: Jesu bleibt meine Freude. Eller på engelsk: Jesus joy of my desiring. Jamen, det kan man da ikke!

NU ER DET BARE alligevel ikke så enkelt. Som komparenteme fra Syntese skarpt har iagttaget blinker dommerkollegierne både i Byretten og i Østre Landsret venligt til dem, fordi det er oplivende at beskæftige sig med noget så interessant som kunst og droit moral (eller på dansk lovsprog: respektretten) i stedet for eksempelvis Accumulator Invest, men når det kommer til stykket er juraen benhårdt rustet selv over for selv de mest fantasifulde billeddannelser og det, som Synteses advokat, Jørgen Jacobsen, i sin procedure i mangel af bedre kaldte »den sunde fornuft« (eller: ex opinione obligationis), som kan formå selv Indre Mission til at få de »bette vantro« til at malke køeme om søndagen, så de selv er fri for det i deres rette tro.
Det forekommer sundt fornuftigt i et samfund, hvori kunstnersammenslutningerne siden århundredskiftet har været fredhellige størrelser på linie med andelsbevægelsen, og hvori begrebet ophængningen har været anerkendt som en kunstnerisk størrelse i sig selv, at forundres over retsstatens forsøg på at gennemføre denne mærkværdige, kollektive afstraffelse.
Men ophavsretseksperteme – og selv de ypperste iblandt dem, som nærværende vidne i sagen har konsulteret – er vitterlig i tvivl, og det er en tvivl, som med al nødvendig respektret må komme ikke Vincent, men kunstnergruppen Syntese til gode. Det er ømt flagrende blevet fremført, at der her er tale om en konflikt mellem kunst og kapital, ånd og jura. Det er ikke tilfældet. Lovgrundlaget kan diskuteres – og måske ved lejlighed præciseres – men med al mulig retsrespekt bør det fastslås, at både ophavsretslovens paragraf 2, 3 og 6 med tilhørende stykker giver Østre Landsrets dommere belæg for – uden at blinke – at . give sagsøgerne, Akademirådet, (statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål), Gallerisammenslutnirigen, kunstnersammenslutningeme, Kulturministeriet og kritikerne ret i deres obligatoriske sunde fornuft.
Hvis det ikke bliver tilfældet vil bankverdenens og politiets revolutionerende hærværk ikke bare være en pittoresk, men en MONUMENTAL handling til skade for al ånd og fantasi i kunstverdenen.
Dette var, som det rettelig bør rettes, før retten har talt, ikke et defonsorat, men for en gangs skyld et aktorat.

Jak.