KRIG OM HOF-KUNSTNERENS PROFESSOR-JOB. Omtale (Kollektivt professorat 1994). Alex Steen. Kunstavisen. Medio april 1994.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
KRIG OM HOFKUNSTNERENS PROFESSOR-JOB
Gruppen Syntese har søgt det kollektivt og er rasende over ikke at være fundet egnede
Kunstnersammenslutningen ‘Syntese’ blev kendt, da den vandt retssagen over Unibank, efter at pengeinstituttet med fogedens hjælp brød ind på Charlottenborg og gjorde udlæg i en kunstner, der skyldte banken penge. Nu har ‘Syntese’ igen bragt sig i fokus.
Gruppens ni kunstnere – tre billedhuggere, tre malere, en tatovør, en direktør og en revisor – har nemlig kollektivt søgt det billedhugger-professorat, som 1. maj bliver ledigt efter Bjørn Nørgaard.
Men gruppen, som også har orienteret kulturminister Jytte Hilden, har faet afslag med den motivering, at man kun søger én mand til jobbet. Og i øvrigt har de fået at vide af undervisningsrådet, at gruppen ikke er pædagogisk egnet.KEJSERENS NYE KLÆDER
– Når vi protesterer, siger billedhuggeren Steen Krarup Jensen, er det, fordi vi synes, at vi ikke har fået en anstændig behandling. Men det er en kendt sag inden for dansk kunstliv, at Akademiet i det seneste årti reelt har været styret af en selvsupplerende gruppe venner og domineret af en tilsyneladende næsegrus beundring for hastigt skiftende og oftest temmelig tågede filosofisk-kunstneriske modebølger. Al kritik udefra afvises arrogant. Indenfor murene fremvises kejserens nye klæder igen og igen i varierede udgaver.
I den fællesudtalelse, man sender ud i dag, også signeret af Syntese-medlemmerne Flemming Vincent og Per Johan Svendsen, hedder det yderligere:
– Det er svært at komme udenom en fornemmelse af, at der ikke er adgang på Akademiet for folk med tilbøjelighed til at kalde en spade for en spade. Hele komplekset af ensretning på Kunstakademiets billedskoler og de tætte forbindelser, der er til Akademirådet og til de betydeligste pengekasser på området osv. med den indflydelse, det giver, er efterhånden for massivt. Det er for at få lys på de forhold, vi protesterer!
Bjørn Nørgaards professorjob ventes besat med enten Morten Stræde eller Henrik B. Andersen, som hører til rektoren Else Marie ‘Tusindben’ Bukdahls stærke Akademi-klan.
Bjørn Nørgaard har selv nok at lave med Dronningens gobeliner til Christiansborg Riddersal, både herhjemme og i Paris, hvor de væves. Lige nu må han stå model til, at den ny direktør på Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, fjerner hans ‘Menneskemur’ foran museet!AF ALEX STEEN