Kunstpædagogikken må være kritisk . Per Johan Svendsen. Tidsskriftet Giraffen. Dateret 1994.
Teksten herunder er automatisk genereret, der kan være fejl. Klik på billedet ovenover for at læse artiklen (åbner i ny fane).
20 • girefen
Stalle. . 21
Kunstpae må være
Med udgangspunkt i en kunstudsmykning stiller Per Johan Svendsen spørgsmål til folkeskolens kunstpædagogik.
Af Per Johan Svendsen
I november 1993 fuldførte Kunst- og kutltur-gruppen SYNTESE en stor billedkunstudsmykning på Hou Skole i Odder kommune med titlen ‘Her/ranm venten går”. Projektet var en stor succes og involverede også børnene i en del af selve udsmykningen.
Selve det kunstneriske indhold tog udgangspunkt i bearbejdningen af lokalh!to-riske begivenheder og myter, som var både konkrete og fabulerende 1 sine udtryk. Den pointe fangede både børnene og den øvrige lokalbefolkning i Hou uden besvær – den skepsis, man som kunstner tit bliver mødt med. forsvandt efterhånden som projektet og udsmykningen tog form.
Nu er de kunstneriske metoder Imidlertid ikke kun et spørgsmål om snæver faglig Indsigt. Bag ved enhver kunstnerisk og pædagogisk handling ligger der bestemte holdninger, som for udenforstående kan være svære at lå øje på. men som i virkeligheden er bestemmende for selve arbejdsprocessen og det ferdige resultat.
Netop det faktum, atSYNTESE’s kunstneriske resultater 1 Hou nåede ud og blev accepteret af lokalbefolkningen, er et resultat af gruppens indsigt, som er erhvervet efter mange års hårdt arbejde, overvejelser, spekulationer, kronikker, debatter, søvnløse nætter og utallige kunstneriske forsøg.
SYNTESE’s opfattelse og udgangspunkt er. at vi netop nu befinder os 1 en kunstnerisk og kulturel periode, hvor der i samfundet og de kulturelle sfærerefterhånden hersker meget entydige og snævre holdninger til, hvad kunst er og bør være. En kritikløs postmodernistisk (og liberalistisk) vurdering af kunstens funktion har i det seneste årti bidt sig fast ikke bare I selve kunstens verden, men også bredt i de formidlende og pædagogiske kredse.
Erhvervsvejledning nødvendig
Mange af os I SYNTESE har efter mange års erfaring I undervisning af både voksne og børn i de billedkunstneriske fag opdaget, at netop de pædagogiske formidlere og form-ningslærere I stor udstrækning ubevidst giveren utopisk, ukritisk, ogensidig kunstopfattelse fra sig.
Det er selvfølgelig al ære værd, at pædagoger landet over kæmper for at give børnene indsigt i kunstneriske tematiske og san-semæssige processen det kan ikke og skal ikke være anderledes, men det må også være helt klart, at ikke mindst de ældre elever! folkeskolen må have en grundig og seriøs orientering om, hvordan de reelle kunstneriske vilkår er i dag. Udviklingen af en moderne kunst-og kulturindustriel sektor betyder, at et stigende antal unge mennesker intuitivt og spontant vil søge den vej (måske 1/4 af elevmassen). Derfor er det skolesystemets pligt at oplyse og uddanne dem udfra en grundig og Indsigtsfuld erhvervsvejledning. så de står så godt rustet som muligt. Og i den sammenhæng dur romantiske og forældede ideer ikke: tværtimod. Det er langt fra ualmindeligt, at unge mennesker med stor ildhu kaster sig over en kunstneriskgenre, hvorefter de bliver tvunget til at opgive uden at have andet end tågede, diffuse og urealistiske forestillinger om kunstens funktioner; og de kommer derfor 1 sidste ende til at opleve, at det er dem selv, der er noget galt med – overlad t til deres egne frustrationer og nederlagsfølelser.
Tavshed om kimsternes vilkår
I forsommeren 1993 var undertegnede ansat U1 at undervise på et seminar I Frede-riksdal for nordiske formninglærere og bil-ledikunsuærere. Det var et vældigt godt tilrettelagt og kreativt kursusforløb, men der
var Ikke et eneste kritisk foredrag om kunstens funktion i det moderne samfund.
Og her er der efter min mening en een tral problemstilling. Hele det kunstneriske pædagogiske formidlingsapparat er præget af og gennemsyret af forældede kunstneriske opfattelser, der stammer fra bohemekunstens tidsalder fra forrige årtiundrede; som igen nøje afspejler samfundets grundlæggende skizofrene og tvetydige opfattelse af kunstneme – man mytologiserer og dyrker dem som guder, men man er 1 praksis lige-glade med hvilke elendige vilkår, de arbejder under.
Man kan være helt sikker på. at Jo mere tavshed, der hersker om vilkårene for de kunstneriske producenter, og jo mere glamourøst Indtrykkene af den kunstneriske proces er. desto hårdere bliver vilkårene for kunstnerne og de kunstneriske aspiranter i den sidste ende.
Kritik af
kunstpædagogikken
Set ud fra et historisk perspektiv er der dog en logisk forklaring på, hvorfor pædagogikken ubevidst kommer til at reproducere en ukritisk tidsbunden kunstnerisk norm og opfattelse. Denne norm er resultatet af en langvarig historisk udvikling, der tager sin start med en begyndende individualisme 1 gotikken, over den kyniske frembrusende Individualisme 1 renæssancen, til humanismens og oplysningtidens optimisme, kulminerende med den rendyrkede borgerlige
enerdyrkelse, romantik og nationalromantik i forrige åriiundrede.
Herefter kommer der lidt kludder i den borgerlige romantiske udvikling med fremkomsten af en modemisme, der delvis (i et socialkritisk perspektiv) prøverat se tingene i en større sammenhæng – indtil romantikken i form af nyromantikken lår en genfod-
Lauru Grundt, initier. – Vi i Sjmtae vil gerne for helle noget. Det er ikke fint i kuntl-kredse, der må man ikke fortalte noget som helst.
dagogikken kritisk a
Laurie Grundts maleri. “Landarbejderstrej-ke- bliver indrammet på Hou skole.
ken 1 form af nyromantikken får en genfødsel med postmodernismens og dermed holdningsløshedens sejr I begyndelsen af 1980‘erne. Materielt er den kunstneriske udvikling forløbet i skiftendeafhængigheds-forhold til de feudale magthavere, over den moderne bohemekunstners forhold til mæcenvirksomheden til det, der kan kaldes en moderne kunstnerisk kulturindustri. Deter den udvikling, som dansk kunstpædagogik direkte og indirekte står på skuldrene af.
Det skal understreges, at kritikken af kunstpædagogikken udover at være rettet imod folkeskolens kunstundervisning i lige så høj grad, om ikke mere, er rettet imod en kunstnerstand, der Ikke længere kan gennemskue sin egen kulturpolitiske situation ogfunktion. Folkeskolen. Danmarks Lærerhøjskole og lærerseminarierne må indse, at netop de som uddannelsesinstitutioner har et stadig større og tungere ansvar over for fremtidens unge på det kunstpædagogiske område. Så selvom den nyligt vedtagne Vej-ledningfor billedkunst efter min mening er et skridt i den rigtige retning, så må det stå klart, at dansk kunstpædagogik stadig kan gøres bedre.
Kunst, pædagogik, politik, erkendelse, forskning og videnskab er afhængige af og forbundne med hinanden. Og vi i SYNTESE tror, at tiden med al dens turbulens kommer til at betyde, at der igen bliver brug for nye kritiske og selvkritiske holdninger ikke bare inden for kunsten, men også indenfor andre fagområder. – ikke mindst kunstpædagogikken. Det må derfor være i den historiske og sociologiske udviklings perspektiv, at en dansk kunstpædagogisk videreudvikling skalses.
Derfor skal kunstpædagogikken 1 højere grad haveen kritisk indfaldsvinkel til kunstinstitutionernes og kunstnemes virke.
Derfor er der brug for øget forskning af kunstens historiske og sociologiske udvikling med henblik på at forbedre dansk kunstpædagogikl
Derfor er der brug for en forbedring af kunstpædagogikken på lærerseminariernel
Derfor er der brug for en realistisk og saglig erhvervsvejledning i folkeskolen på det kunstneriske område!
Derfor er der brug for en holdningsændring i det daglige kulturelle og opdragende arbejde på skolerne.
Kunst må gerne have indhold
Tilbage til Hou projektet SYNTESE har i mange år været en af de få. om ikke den eneste billedkunstnergruppe, der har påpeget. at den modernisme, der engang var banebrydende i sit syn på virkeligheden, er blevet opsuget pacificeret og gjort til et finkulturelt redskab for nye forskellige sociale lag Indenfor vor tids kulturindustri.
Kunstbranchen har i årevis gentaget og propaganderet for den opfattelse, at kunst ikke må have noget indhold: og man har yderligere opretholdt denne illusion ved at Investere milioner af kroner i stort set samme type kunstværker, således at gentagelsen alene har forført publikum til at tro, at denne form for kunstnerisk praksis var den eneste sande. Hou projektet var fri for det gængse postmodernistiskeogdekonsi tru tiv-tiske snobberi. Det var bLa. med denne indsigt og bevidsthed i kufferten, at vi ville lave en anderledes kunst, som først og fremmest var lavet for borgerne og børnene I Hou. Dette var det vigtigste pædagogiske resultat: nu ved børnene i Hou Skole, at kunst ikke nødvendigvis behøver at være
Indholdsløs, forloren og kedelig.
Jeg kan til slut ikke nære mig for at påpege, at den kritiske lærdom og Indsigt i udviklingens hellige navn er gået tabt Indenfor mange fag. Indenfor dansk folkeskole-pædagogik var feks. Broby Johansen’s Indsigtsfulde og folkelige kunstforståelse engang et fest pensum på seminarene. Han, om nogen, så tingene i et historisk perspektiv uden at forfalde til ensidige og overfladiske analyser af kunstens funktion. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne artikel på mange måder slår i gæld til hans kunstsyn- og metode. Men bliver han stadig brugt på lærerseminarene. eller er hans viden, som så meget anden god lærdom, gjort til ubrugeligt politisk skrot; 1 så fald var det på Ude at genopdage værdien af den kritiske og analytiske tradition (herunder den kritiske pædagogik), som er en væsentlig del af europæisk og dansk historie- og kulturhistorie.
Per Johan Svendsen er billedkunstner. Artiklen har tidligere været offentliggjort i Billedpæ-dagogisk tidsskrift.