Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Tivoli og døde grise

DAGENS PORTRÆT

Steen Krarup Jensen

Hvis man med sin kunst skal slås med nogen, så skal det ikke være med fru Jensen i Esbjerg, der ikke kan lide lugten af døde grise. Så skal det være med nogen, der har magt og misbruger den.
Det fastslår billedhuggeren Steen Krarup Jensen fra dem lille landsby Fensten ved Odder.
Ud fra denne betragtning har han og kunstnergruppen Syntese i weekenden åbnet Synteses Permanente Kultur-laboratoirum – der ligger i laden på Steen Krarup Jensens gård. Selv har medlemmet af kunstnergruppen Syntese (dannet i 1982) aldrig været bange for at tage livtag med autoriteterne. Den 44-årige billedhugger, barn af to tivoli-omrejsende forældre med dengang fast bopæl på Nørrebro, har fra Jyllands navle eller udkant – alt efter temperament – sat sit både bombastiske og beskedne præg på kunstdebatten i Danmark:
– Når man i et demokratisk samfund insisterer på et billedudtryk, som ingen kan forholde sig til, så er man på vej mod diktaturet.
– Jeg vil vove den påstand, at ingen forstår den opdyrkede, filosofiske tågesnak og ævle-bævie, som store dele af den såkaldt toneangivende kunst omgiver sig med – men på grund af en indforstået aftale, er der ingen, der tør sige det højt, siger han om kunst-klimaet i Danmark.
– Hvis det stod til mig, skulle der være plads til folkeligt gøgl. Ordet »tivolisering« har i Danmark en negativ klang – jeg mener vi burde gøre ordet til noget positivt, siger han.
I 1981 blev Steen Krarup Jensen landskendt som »Bombemanden fra Odder«, da han sprængte en skulptur i luften. Med et kæmpebrag og en massiv pressedækning protesterede han imod kulturministeriets politik og kunstnernes ringe vilkår.
I 1989 var han igen i medierne: Sparekassen SDS fik med politiets hjælp fjernet kunst for 200.000 kr. fra en udstilling, fordi Syntesekunstneren Flemming Vincent skyldte sparekassen penge. Steen Krarup Jensen gik på barrikaderne. Og vandt sagen.
I sommer gjorde Steen Krarup Jensen og kunstergruppen sig synlige ved i protest mod det lukkede og snobbede kunstnermiljø i København at søge en kollektiv professor-stilling på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler. Uden held, naturligvis.
Steen Krarup Jensen ville oprindeligt have været atomfysiker, men skolegangen kedede ham. Han overvejede kort at søge ind på filmskolen, men så fik han en »pind« i hånden, som han gav sig til at snitte i.
– Og for første gang følte jeg, at dette var noget, jeg helhjertet ville bruge mit liv på. Det var nærmest en åbenbaring. Jeg sendte »pinden« og et par andre ting ind, som jeg havde lavet, til Kunstakademiet – og blev optaget, fortæller han.
I 1978 var han færdig på akademiet – og nu begyndte hans kamp for at leve af sin kunst.
– For mig er der groft sagt to kunstneriske udtryk: Den ene er den æstetiske, hvor man skildrer skønheden, det opmuntrende, det livsbekræftende – og får andre til at se det. Den anden måde er at påpege ting, der skal ændres – afsløre idioti, grusomheder og magtmisburg. Det er også en kunstnerisk opgave, sige han.
Steen Krarup Jensen mestrer begge dele. I 1984 skabte han den fornøjelige »Skovbakketrold« i Odder. Han har lavet den seks en halv meter store »Bredballesnegl«, han har lavet springvandet ved Postcentret i Lystrup, han har været med til den festlige, fabulerende og smukke udsmykning af Hou Skole – men han har også lavet Danmarks største brødkniv, der blev hængt op i en galge på Odder Rådhus ved siden af et hestekranie iført jakkesæt.
– Hvis det skal være spændende og vedkommende at lave noget kontroversielt, så skal én af de nødvendige ingredienser være, at det indebærer en risiko for dig selv, siger kunstneren, der ikke lægger skjul på, at han ofte har måttet suge på lappen.
– Men i Danmark, som også internationelt, har store dele af kunsten udviklet sig til at blive investeringsobjekter, der ikke kræver ret meget af kunstneren. Det er salgsprocessen, der kræver noget, siger han.
Steen Krarup Jensen er helt på det rene med, at hans kritik kan lyde lidt, som om rønnebærene er sure, men det er langt fra tilfældet. Billedhuggeren, der bor sammen med sin kone og en 14-årig datter på en 100 år gammel bindingsværksgård i Fensten, er særdeles glad for livet – og har gang i masser af projekter:
– Der er ikke noget ved at ændre verden, hvis man ikke ka’ li’ den, som han siger. (bibi)