Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Kunstnere står i kø for at blive taget med på råd

Med denne overskrift blev nedenstående åbne brev til kulturminister Jytte Hilden offentliggjort den 17. maj 1995.
Da det næppe har fået den opmærksomhed, det bør have, gengiver vi brevet.

Der var engang, hvor det var gængs opfattelse, at armod avlede stor og genial kunst. Den tid er forbi – lad det være sagt med tolvtommersøm. Professionelle billedkunstnere ønsker ikke at leve af almisser – vi ønsker at blive brugt og set. Vi ønsker dialog med det samfund, vi lever i, vi ønsker selvskaffet brød på bordet, og vi ønsker mulighed for at arbejde og fordybe os i længere perioder.
Men vi bekymrer os meget, når vi næsten dagligt i de seneste par uger ser det ene forslag efter det andet kastet op på bordet fra din side. Jytte Hilden, uden at de professionelle billedkunstneres organer er blevet spurgt om, hvad vi har brug for – så ta’ os for pokker med på råd, det koster nemlig ikke noget. Dog glæder vi os meget over den væsentlige forbedring af de livsvarige ydelser, det var den bedste og mest harmoniske løsning, der blev fundet frem til – tak for det. Vi ved, at du er minister for kulturen, men kulturen kan ikke leve af formidlere – eller rettere overleve uden, at der skabes kunst. Vores ønskeliste er lang, og vi tror på, at du vil være med til at skabe nyttige forbedringer, som bl.a. kan øge omsætningen af billedkunst, så …
1. Lav en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der er til rådighed i kroner og øre i det offentlige til billedkunst. Lav samtidig en undersøgelse af de professionelle billedkunstneres økonomiske levevilkår, hvad har en billedkunstner egentlig til sit privatforbrug.
2. Opret en social sikringsfond for de professionelle billedkunstnere – så det er muligt at sikre sig mod indtægtsløse perioder – det er en menneskeret, som de skabende kunstnere endnu ikke har.
3. Lav en billedkunstlov og et billedkunstråd i lighed med f.eks. Dansk Teaterråd – med et organ, der uafhængigt, men sideløbende med Statens Kunstfond kan uddele arbejdsro-legater, rejsestipendier, udsmyknings- og udstillingslegater m.m. efter et objektivt pointsystem.
4. Udbyg og praktiser én procent reglen om, at ved statslige byggerier over en million skal én procent af byggesummen afsættes til kunstnerisk udsmykning, til at gælde alle offentlige byggerier. Også når det gælder de store broprojekter.
5. Let skattereglerne for os – lad os kunne fordele store engangsindtægter over flere år. Lad os få en ordentlig mulighed for at spare op til dårlige tider -en lov om konto for ophavsmænd. Gør det muligt for institutioner og erhvervsdrivende at fradrage indkøb af billedkunst – så omsætningen af billedkunst kan forøges.
6. Betal et ordentligt udstillingshonorar til billedkunstnere, når de udstiller på offentlige institutioner og museer. Kunstnerne får ofte ikke en krone for at udstille – men må tværtimod sætte sig i gæld og tage til takke med æren, mens alle andre i dette land får deres gode betaling.
De professionelle billedkunstnere står i kø for at blive brugt – vi kan let kontaktes, idet vi har samlet os i et organ kaldet „kontaktudvalget”. Kontaktudvalget repræsenterer stort set samtlige ca. 1.500 professionelle billedkunstnere og består af kunstnere repræsenterende: Billedkunstnernes Forbund, Akademirådet, Kunstnersammenslutningernes Samråd.
Brug os – det er endelig os, det nu handler om – gi’ os mulighed for at leve menneskeværdigt og derved kunne skabe kunst der kan „holde” både til vores samtid og eftertid.
TAK.

Bestyrelsen for Billedkunstnernes Forbund

Skæg og snot II

I det her gengivne åbne brev fra BKF’s hovedbestyrelse til kulturminister Jytte Hilden er opremset en række fagpolitiske mål, hvoraf de fleste er ganske fornuftige. Dette er glimrende. Der kan ikke for tit peges på, i hvor høj grad der er brug for en reform på billedkunstområdet.
Essensen af BKF-bestyrelsens brev er imidlertid, at man opfordrer ministeren
til at tage „kontaktudvalget” (ikke BKF) med på råd. Man påstår i den forbindelse, at kontaktudvalget repræsenterer stort set samtlige professionelle billedkunstnere, hvilket ikke holder stik.
Lederen i sidste nummer af KUNST beskæftigede sig (under overskriften „Skæg for sig og snot for sig”) mere overordnet med kontaktudvalgets fagpolitiske substans eller mangel på samme.
Da det åbenbart er BKF-hovedbesty-relsens alvor, at man vil lægge den fagpolitiske kompetance udenfor BKF og således i praksis opgive tanken om egentlig faglig organisering af billedkunstnerne, er det nok også værd at kigge nærmere på, hvem der er udpeget (ikke valgt) til dette kontaktudvalg:
Så vidt vi er orienterede består dette udvalg, af tre personer:
Tidligere professor ved Det Kgl. Kunstakademi, Hein Heinsen („repræsenterende” Kunstnersamfundet og Akademiet).
Tidligere professor ved Det Kgl. Kunstakademi, Bjørn Nørgaard (repræsenterende Kunstnersammenslutningernes Samråd).
Nuværende professor og prorektor ved Det Kgl. Kunstakademi, Ole Sporring (repræsenterende BKF, men ikke medlem af BKF’s valgte bestyrelse).
To forhold falder i øjnene:
1. Selv om Nørgaard og Heinsen angiveligt går ind for at billedkunstnere skal organisere sig fagligt, har hverken Heinsen eller Nørgaard til dato fundet det umagen værd selv at melde sig ind i BKF.
2. I løbet af foråret 1995, mens mange i BKF spændt ventede på, hvad kontaktudvalget ville føre til, markerede kontaktudvalgets medlemmer sig enstemmigt i dagspresse og TV: Ikke om faglige spørgsmål men med lidet flatterende forsøg på at nedgøre Elle-Mie Ejdrup Hansen og hendes laserlys-projekt og helst få projektet stoppet. Alt tyder på, at det emne har været det højest prioriterede på kontaktudvalgets møder (eller korridorsammenrend) i løbet af foråret.
Hvad er grundlaget for BKF-bestyrelsens totale tillid til kontaktudvalget?

Redaktionen