Tekstudtræk fra indscannet dokument:

Lad kunderne vælge, hvem ellers?

Kunstnerne skal lade kunderne varetage kunders naturlige opgave og selv påtage sig deres egne.

I løbende debatter om bildende kunstneres forhold er der et aspekt, som ofte overses: At publikum eller mere præcist kunderne gennem deres valg suverænt bestemmer, hvilken kunst, der på kort sigt trives og på lang sigt overlever. At det ikke nødvendigvis er den kunst, som her og nu trives bedst økonomisk, der også overlever i det lange perspektiv, gør ikke denne banale sandhed mindre sand.

Denne grundlæggende realitet sløres måske lidt af det forhold, at det offentlige (stat, amter og kommuner og diverse halv- eller heloffentlige institutioner) i dag er kunstnernes største kunde/arbejdsgiver. Men også forvaltere af offentlige midler træffer kvalitative valg, i det omfang de har muligheden. I den forbindelse er der to problemer:

Dels det, at langt størstedelen af de midler, det offentlige anvender til kunst, er sociale overførselsindkomster, ikke kulturbevillinger. Når en offentlig institution skal udsmykkes, har man ofte ikke en bevilling til kunstnerisk udsmykning, som man frit kan bruge. De midler, der er til rådighed, er sociale overførselsmidler, der som bekendt ikke er bundet til opgaver, men personer med nøjere definerede sociale problemer. Derfor træffes det primære valg af kunstner andetsteds end i institutionen selv og ud fra kriterier, som er irrelevante i forhold til den bedst mulige løsning af en konkret kunstnerisk opgave.

Dels florerer der blandt kunstnerne en myte om, at kunderne ikke har kompetence til at vælge selv. Den myte giver basis for, at en klike – via sindrige og ugennemsigtige censur- og godkendelsesprocedurer og kunstpolitiske intriger – kan tiltage sig retten til at definere, hvilke kunstnere kunderne bør entrere med, ansætte eller købe af.

Dette formynderi lykkes heldigvis ikke helt, specielt ikke på den private del af markedet. Men i det omfang det gør, virker det i retning af at gøre publikum og kunder usikre og i værste fald holdningsløse, til skade for reel konkurrence på kvalitet, kunstnerne imellem.

Mistroen til kunderne medvirker også til, at billedkunstnerne stadig ikke har en duelig faglig organisation. På basis af formynderiet er der nemlig opretholdt en illusion om, at man kan danne en stærk fagorganisation ved at udelukke nogle, som faktisk (valgt af kunderne) arbejder på området. Hvilket selvfølgelig i ethvert ædrueligt perspektiv er nonsens og derfor heller ikke lykkes.

Hvad spørgsmålet om kunstnernes faglige organisering angår, er den indlysende sandhed den, som en unavngiven politiker (i Jeff Ibbos streg) i aprilnummeret af BKF’s medlemsblad er citeret for at sige fra Folketingets talerstol: „KUNSTNERNE HAR FORSØMT AT VARETAGE DERES EGNE INTERESSER”.
Kunstnerne må nødvendigvis selv påtage sig at bryde den onde cirkel på netop det punkt. Hvem ellers? Og hellere før end senere. Dette er nemlig en simpel forudsætning for, at der realistisk kan gøres noget ved andre misforhold på området. For eksempel vedtagelse af en omkontering af de hundredvis og atter hundredvis af millioner sociale overførselskroner, der bruges til kunst. Så de bliver reelle bevillinger til formålet. Hvorved de offentlige kunder kan få behørig mulighed for at medvirke til højnelse af kvaliteten via valg mellem kunstnere, som konkurrerer intenst på kunnen, udtryk, indhold etc. – kort sagt kvalitet, fordi der er noget at konkurrere om.

De meldinger, redaktionen har fået på de seneste udgaver af KUNST, tyder på, at der faktisk er basis for konstruktiv og sober nytænkning. Det samme gør flere debatindlæg i dette nummer. Læs f. eks. hvad skribenterne Carsten Jensen, Buster Bruun og Bjarne Ohn har at sige fra hver deres vinkel.
Interessant i denne forbindelse er det også, at reaktionerne på billeddatabasen „Kunstguiden” vidner om, at mange umiddelbart ser Kunstguiden som en tiltrængt mulighed for direkte kontakt mellem landets kunstnere og kunderne.
Kvalificerede kunder via „learning by doing“, tak.

Redaktionen