Tekstudtræk fra indscannet dokument:

øvhullet

Af Steen Krarup Jensen

Må vi så få ro?

Hatten (og cykelhjelmen) af for regeringen, kip med høreværnet. Endelig et visionært udspil på kunstområdet.
I en kortfattet gennemgang af finanslovsforslaget i Jyllands-Posten kunne man under overskriften „Arbejdsro til kunstnere“ læse, at regeringen vil afsætte millioner af kroner til en nyskabelse, som man kalder arbejdsrolegater. Hurra! Hvis der er noget, kunstnere kan li’, så er det ro. Kunstnere skal have mulighed for at søge arbejdsrolegater, blandt andet med det formål, at de skal kunne få inspiration. Oh, hellige inspiration. Vore folkevalgte fyrster og mæcener ved, at det, kunstnere først og fremmest har brug for, er ro til inspiration. Ro, oh ro, giv os ro for millioner, tak. Ro i alle betydninger af ordet. Ro som stilhed og fravær af bevægelse – ahh – umh – jo tak, vi kan simpelthen ikke få for meget. Men ikke mindst ro i betydningen: Fravær af krav, problemer, spørgsmål, arbejde og besvær. Fænomener, som er den rene gift for ægte kunstnerisk inspiration. Hvordan skulle vi kunstnere kunne skabe sande, værdifulde og vedkommende kunstværker, hvis vi uafladeligt konfronteres med besværlige krav, spørgsmål og problemer, som hører verden, samfundet, menneskelivet til, og som intet har med parnassets ophøjede åndelighed at skaffe. Basta.
En sand kunstner er så optaget af kunsten, at opgaver, kunder, udfordringer og den slags hidrørende fra menneskelivet eller det såkaldte samfund kun kan være irriterende og småligt bøvl og besvær.

Ro og fred er sagen for kunstnere, og derfor er regeringens finanslovsforslag om ro til kunstnere indlysende rigtigt. Det er netop den slags særlige støtte-ordninger, vi særlige kunstnere med vores særlige følsomhed og særlige problemer holder særligt af. Tak og lov, at regeringen ikke hopper på den galej, der hedder ligestilling af kunst og kunstnere med rigtige erhverv.
Tænk, hvis man havde foreslået fradragsret for virksomheders køb af udsmykninger og kunstværker, så kunstværker skattemæssigt var blevet lige så fordelagtige for virksomheder at anskaffe som reproduktioner, vaser og arkitekttegnede møbler. Eller hvis man havde foreslået 10.000 kr.s’ tilskud til privates brug af kunstnerisk arbejde ligesom til brug af bygningshåndværkeres arbejde. Uha, sikken uro det havde givet, og så så meget – der havde jo været tale om for milliarder af kroner irriterende uro. Men regeringen er klogere: Ro og fred er sagen.

Millioner budgetteret til ro til kunstnere vil ikke kun give kunstnerne fred. Her viser regeringsforslagets sande (kunstneriske) genialitet sig for alvor: Når kunstnerne får ro og fred, får alle andre også ro og fred for kunstnerne. Hvis kunstnerne skulle fungere i samfundslivet, erhvervslivet osv. – kort sagt dette liv – ville der også være overhængende risiko for, at kunstnerne ville blande sig i alt muligt: Komme med forslag, svar på spørgsmål, ideer, irriterende bemærkninger, distraherende indslag etc., hvilket kunne føre til helt uregerede initiativer. Vi kunne i værste fald komme i ekstreme situationer, som i den europæiske renæssance, der som bekendt var
en særdeles urolig tid, præget af en ulyksalig mangel på ro blandt kunstnerne. En tid, hvor kunstnerne blev misbrugt på det groveste, for eksempel til udsmykning af kirker og paladser.
Men heldigvis ved vores regering, at det, der skal til, er ro og fred – over hele linien – til høj og lav: Som Lone Dybkjær ifølge en formiddagsavis udtrykte det for nylig „Lad Poul være i fred”, hvilket man kun kan bifalde. Lad os alle være i ro og fred for hinanden: Poul i Statsministeriet, de gamle på alderdomshjemmene, børnene i vuggestuer og børnehaver, de arbejdsløse på sofaen og kunstnerne på ro-og-fredlegater.

Ydermere er forslaget om disse særlige kunstnerlegater ikke finanslovsforslagets eneste nye ekstraudgift for ro og fred. Som enhver ved, er millitæret det bedste middel til at få ro og fred. Specielt, når militæret fører sig frem „internationalt”, som det hedder. Det ved regeringen også. Derfor sætter man ekstraordinært 369 mio. kr. af til det danske forsvars betaling for sin deltagelse i internationale opgaver for NATO m. fl. Beløbet dækker udgiften ved 1500 udsendte på årsbasis, 246.000 kr. pr. udsendt i kortere eller længere tid. Disse 1500 militærpersoner skal naturligvis heller ikke udføre det arbejde, de er uddannet til, og får derfor også selv „arbejdsro”… Sådan, to fluer med et smæk. Til kunstnernes ro er der godt nok kun afsat 10 mio. kr. på finansloven. Men dette beløb skulle kunne give ro og inspiration til „forfattere, malere, billedhuggere, musikere og andre kunstnere”. Om der er 1500 eller flere af hver slags er et fyspørgsmål i dagens kulturpolitiske debat. Så hvor meget ro de 10 millioner giver pr. uro-plaget kunstner, er ikke til at sige. Men der skulle da nok kunne blive til et sæt ørepropper til musikerne. Derimod bliver der nok ikke helt til et par Ray Ban solbriller, men sikkert nok til en ristning af kontaktlinserne, så der også bliver visuel ro.

Og hvis nogen begynder at sige, at man hellere skulle betale kunstnerne for at producere og levere kunst – så lad os stoppe dem i øvhullet.