Syn for sagn. Steen Krarup Jensen. Tidsskriftet KUNST, nr. 2 1996.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Syn for sagn
Undersøgelse af billedkunstneres arbejds- og levevilkår. De fleste billedkunstnere er lige så meget på spanden, som alle i årevis har vidst, at de er.
Af Steen Krarup Jensen
Ekstremt lave indkomster på billedkunstområdet. Dette er det tydelige og forventede resultat af en undersøgelse af billedkunstneres arbejds- og levevilkår.
Undersøgelsen er foretaget i Århus Amt, som på mange måder er tæt på at være et dansk gennemsnitsamt, og den statistiske del af undersøgelsen er grundig og professionelt udført. Derfor kan man regne med, at undersøgelsen med en besvarelsesprocent på 42,3 også giver et rimeligt statistisk billede af forholdene på landsplan. Men konklusionerne i den rapport, hvori undersøgelsens resultater er offentliggjort, er noget diskutable.Undersøgelsen er udført af en projektgruppe med tilknytning til Aarhus Universitet efter initiativ fra Kulturforeningen Croquis Grotesque i Århus.
Undersøgerne har rådført sig med de lokale afdelinger af de tre faglige organisationer på området, Billedkunstnernes Forbund (BKF), Danske Billedkunstneres Fagforening (DBF) og Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning (DKL) og har fået praktisk hjælp fra Kunstnernes Hus i Århus, som drives af amtets medlemmer af de tre nævnte organisationer i samarbejde med Århus Kommune.
Den statistiske del af undersøgelsen er suppleret med såkaldt åbne spørgsmål med det formål at give kunstnerne mulighed for med egne ord at komme med et bud.
Rapportens løse delMedens den statistiske del af undersøgelsen forekommer temmelig grundig, er de løsere dele af undersøgelsen og konklusionerne derimod temmelig uldne.
Det står ikke helt klart hvilke “åbne spørgsmål”, der har været tale om. Det fremgår heller ikke hvor mange, der har givet hvilke svar på disse spørgsmål, eller fra hvilke indtægts-, fag- eller organisationsgrupper svarene er kommet. De to afsnit „Opsummering og konklusioner” og „Visioner og ønsker” ser derfor desværre ud til i et vist omfang at være skrevet ud fra forud givne konklusioner. Dels med henblik på at støtte nogle bestræbelser på at få etableret et „billedkunstcenter” i Århus. Bestræbelser som lige var startet, da undersøgelsen blev iværksat. Dels med henblik på at støtte forhåbninger om at få en lovgivning igennem, som kan gøre det muligt for „godkendte” kunstnere at hæve en slags særlige dagpenge uden at være underlagt det øvrige a-kassesystems krav om at gøre noget for selv at tjene til dagen og vejen („Social sikringsordning for kunstnere” tidligere kaldet „Indtægtsløshedskasse”).
Det sidstnævnte „formål” viser sig blandt andet ved, at den konkluderende tekst flere steder kraftigt antyder, at det eksisterende a-kassesystem ikke kan bruges af kunstnere, selv om undersøgelsens tal viser, at næsten halvdelen af svarerne har modtaget dagpenge i løbet af det år, undersøgelsen vedrører, og at knap en tredjedel angiver at være a-kassemedlemmer som kunstnere, selv om nogen i årevis har sagt, at det kan man ikke, og det må man ikke som kunstner.
Kendsgerningerne
Rapportens grafer og tal viser blandt andet:
At gennemsnitsindkomsten for kunstnere ligger mellem 100.000 kr. og 150.000 kr. årligt, og at ca. 44% af kunstnerne befinder sig i denne indkomstgruppe.
• Cirka 28 % har en årsindkomst på mere end 150.000 heraf de fleste under 200.000.
• Cirka 28 % har en årsindkomst på under 100.000 heraf de fleste under 70.000.
At de generelt beskedne indtægter for størstedelens vedkommende hidrører fra andet end det kunstneriske arbejde. Der er for næsten samtliges vedkommende tale om blandede indtægter, men det står klart, at de højeste årsindkomster primært stammer fra løn for andet arbejde og/ eller dagpenge.
• Langt de fleste kunstnere har under 25 % af deres indtægt fra deres kunstneriske arbejde.
• I samtlige indkomstgrupper over 70.000 årligt har mellem 63% og 71 % af de adspurgte mindre end 25 % af deres indkomst fra deres kunstneriske arbejde.
• Kun i indkomstgruppen 40-70.000 årligt har et flertal (ca. 57 % af de adspurgte) mere end 75 % af deres indtægter fra deres kunstneriske arbejde.
• I alle indkomstgrupper over 40.000 kr. årligt har henved halvdelen eller flere en del af deres indtægter fra andet lønarbejde.
• I den største indkomstgruppe (100-150.000 årligt) har 74 % hele eller en del af deres indkomst fra a-kassedagpenge.
• Af de ganske få, som tjener mere end 200.000 årligt, har næsten samtlige fast andet arbejde.
De manglende indtægter ved det kunstneriske arbejde afspejles også i besvarelserne vedrørende arbejdsforhold og forsikringer af værksteder og værker.
• Mellem 26% og 33% af de organiserede kunstnere og kunsthåndværkere har således værksted i rum, der også tjener andre formål. Typisk i boligen.
• 9% af malerne og 7% af dem, der arbejder med skulptur eller installationer, har værksteder på under 10 m2.
• Kun 16 % af samtlige adspurgte har deres værker forsikrede.
• Kun godt 37% har deres værksted forsikret. En ikke nærmere bestemt del af disse forsikringer antages endog at være almindelige husstandsforsikringer (som derfor ikke dækker erhvervsmæssigt) jævnfør de mange, som ikke har værkstedet adskilt fra boligen.
Det statistiske materiale viser ingen gennemgående forskelle mellem de forskellige organisationer eller faglige discipliner, som peger i retning af, at en gruppe af billedkunstnere er mere professionel end en anden. Men noget tyder på, kunsthåndværkerne på nogle punkter er lidt mere målrettede og lidt bedre stillede end billedkunstnerne.
Rapportens konklusionerRapporten konkluderer, at kunstnerne mangler:
Værkstedsfaciliteter (herunder værksteder som kunstnerne kan betale og specialværksteder), udstillingsmuligheder, hjælp til transport, bedre uddannelse, efteruddannelsesmuligheder, hjælp til PR, hjælp til mediekontakt, hjælp til organisering af udstillinger, skatterådgivning, juridisk rådgivning og revisorassistance.
Alt dette, forestiller rapportens forfattere sig, kan i Århusområdet primært løses ved, at der for offentlige midler oprettes et „billedkunstcenter” med alskens faciliteter tilknyttet og konsulenter og eksperter ansat.
Selv om det nævnes i en bibemærkning, at det også ville være en god ide, om kunstnerne blev betalt for det arbejde, de faktisk udfører, forestiller man sig tilsyneladende ikke, at kunstnerne skal tjene deres egne penge og betale for det, de har brug for erhvervsmæssigt som privat.
Det konkluderes også, at kunstnerne mangler ret til a-kasse umiddelbart efter uddannelsen, samt at der savnes mere respekt for det kunstneriske arbejde som arbejde.
Tilsyneladende mener man, at alt dette manglende er inden for rækkevidde på basis af, at politikere er flinke og velvillige og synes, at det er synd for kunstnerne. I forbifarten nævnes det dog, at mange i besvarelserne har udtrykt ønske om, „at de forskellige kunstnerorganisationer slår sig sammen til en stærk organisation, som derved lettere kan øve indflydelse på lovområdet, skatteområdet og kultur- og uddannelsespolitikken”.
Ønsket om en stærk faglig organisation (stærk ved at organisere alle kunstnere) er selvfølgelig relevant. Kun gennem en egentlig faglig organisation kan kunstnerne opnå den tiltrængte ajourføring af fagets vilkår i forhold til beslægtede fagområder.
Der er oplagte muligheder for retmæssige indtægter af betydning ved at kræve honorering for det, kunstnerne allerede leverer. Men indtægterne kommer først inden for rækkevidde, når kunstnerne tager sig sammen til at danne en fælles organisation.
De skønhedsfejl i rapportens løse del og konklusioner, der her er påpeget, bør ikke overskygge det faktum, at de forhold, undersøgelsen dokumenterer, tilsiger billedkunstnerne at stå sammen og kræve ret, rimelighed og betaling for arbejde og ydelser.
Om de berørte organisationers holdning til ønsket om sammenslutning til een organisation. Læs artiklen „Alle for alle?”.
Rapporten vil danne udgangspunktforen kulturpolitisk høring. Tidspunktet vil blive bekendtgjort i dagspressen.