Usikkerhed i kunstnerkredse. Omtale. Lisbeth Bonde. Information.
Tekstudtræk fra indscannet dokument:
Usikkerhed i kunstnerkredse
Forslag til ny jury i Billedkunstnernes Forbund, møder kritik hos medlemmer
FAGLlGT
Af LISBETH BONDE
Inden den 28. april skal medlemmerne af Billedkunstnernes Forbund ved en urafstemning have afgjort, om de ønsker en strammere optagelsespolitik, idet forbundet nedlægger sin nuværende jury med fire medlemmer i hver af de tre sektioner (billedhuggere, arkitekter og malere).
Fremover vil juryen udvides til fem medlemmer pr. sektion, hvoraf Akademiraadet udpeger de tre, såfremt forslaget vedtages. I øjeblikket har Billedkunstnernes Forbund 1179 medlemmer og har haft en stigende tilmelding det sidste år på godt 100. Det prestigiøse Kunstnersamfundet, under Akademi-raadet, har ca. 800 medlemmer, der optages på Akademiraadets opfordring. Heraf er de 400 medlemmer af Billedkunstnernes Forbund.
De nye regler indebærer, at man fremover også vil kunne søge optagelse i Kunstnersamfundet.Styrket pressionsgruppe
Formålet med den ny jury er med Billedkunstnernes Forbunds formand Jane Balsgaards ord, at »opnå de forbedringer for vore medlemmer, som vi har forberedt gennem politisk arbejde i flere år. Med et ja til vedtægtsændringen vil vi opleve det løft, som giver Billedkunstnernes Forbund indflydelse på forhandlingerne om billedkunstnernes arbejdsvilkår.«
Der er tale om en treårig forsøgsperiode, som ifølge Balsgaard »skal få Billedkunstnernes Forbund til at fungere som en styrket pressionsgruppe i forhold til de bevilligende myndigheder.«
Kriterierne vil bestå af et pointsystem på ti, fordelt på deltagelse i censurerede udstillinger, medlemskab af kunstnersammenslutning, uddannelse eller bestillingsopgaver til Statens Kunstfond samt udstillinger på kunstfagligt vurderede udstillingssteder. Med andre ord ses det enkelte medlems billedkunstneriske kvalifikationer i sin helhed.Modstand
Visse medlemmer er modstandere af den ny jury, fordi de mener, at Billedkunstnernes Forbund hermed vil afgive magt til Akademiraadet. Af et brev, fremsendt til Billedkunstnernes Forbunds medlemmer i påsken af medlemmerne Buster Bruun, Per Johan Svendsen og Steen Krarup Jensen, fremgår det, at de er særdeles utilfredse med aftalen.
»Akademirådets sigte er mere magt,« skriver de, og den ny aftale omtales som en »konsensus-limpind, der viser, at personkredsen, som styrer Akademirådet, også vil sætte sig på Billedkunstnernes Forbund.« Akademirådet anklages for gang på gang at affærdige kritik og for at være udemokratisk. De tre utilfredse medlemmer af forbundet hævder, at Akademirådet, der administrerer tipsmidlerne til kunstlivet, er i stand til at censurere censorerne på de censurerede udstillinger, fordi Akademiraadet sidder på pengekassen.
Billedkunstnerne i Danmark har – som det ofte har fremgået af Informations spalter – meget trangere kår end andre kunstnergrupper. Mange af dem lever under fattigdomsgrænsen.
Formanden for Billedkunstnernes Forbund, Jane Balsgaard, melder fra sit atelier i Gammel Dok, at utilfredsheden er et udtryk for skepsis over for forandringer.
Ved den sidste ekstraordinære generalforsamling, afholdt den 28. marts stemte 92 ja til forslaget og 28 nej. Forbundet er blevet opfordret af politikerne til at tale med én tunge, når de forhandler. »Alle nuværende medlemmer af forbundet vil bevare deres medlemskab, stramningen vil udelukkende gælde optagelsen af nye medlemmer,« siger Jane Balsgaard.